Alle indlæg af Rene.Thygesen

Hvad skal vi høre på Copenhell – Lørdag

Jinjer 17:15 Hades

Jinjer spiller sådan noget hyper-teknisk groove-core-djent og inspireret af bands som Opeth og Death. Og Slayer. Forsangerinde Tatianna veksler mellem growl og ren stemme. De kommer fra Ukraine, blev dannet i 2009 og de spiller sandsynligvis flest sange fra deres nyeste skive, Wallflowers fra 2021.

Mastodon 18:30 Helviti

Mastodon kommer fra Georgia, USA, og spiller sådan noget sludged stoner-metal. De blev dannet i 2000; deres album Leviathan fra 2004 vandt stor anerkendelse. De spiller sandsynligvis flest sange fra deres nyeste skive, Hushed and Grim fra 2021.

Iron Maiden 21:30 Helviti

Iron Maiden udgav et album sidste år, nemlig Senjutsu i september. Vi skal lige høre tre numre fra det album, og så går vi over til alle de gode gamle hits.
Iron Maiden kalder da også denne turne for en Legacy of the Beast-turne, hvor de spiller alle fanfavoritterne.
Tre er også det antal numre, vi skal høre fra Number of the Beast, hvilket også er antallet af ret gode sange på det album.
Det eneste overraskende i setlisten er måske fraværet af sange fra Seventh Son of a Seventh Son, mens der er hele tre numre fra Piece of Mind.
De måtte dog gerne spille hele Piece of Mind for min skyld.
Ikke overraskende er det en setliste, hvor tyngden ligger på firserne og på Bruce Dickinsons første periode i bandet.
Vi bliver dog ikke snydt for sangen Iron Maiden fra Debutalbummet Iron Maiden fra 1980 med den første forsanger Paul Dianno. Vi får også en sang hver fra de to album med Blaze Bealey fra halvfemserne, nemlig The Clansman og Sign of the Cross. Og så lige Blood Brothers fra Brave New World, det første album efter Bruce Dickinson kom tilbage til Iron Maiden.

Mercyful Fate 11:45 Hades

Mercyful Fate behøver ingen nærmere præsentation.
De var det første danske heavy metal band. De blev dannet i 1981, udgav EP’en Mercyful Fate i 1982, albummet Melissa i 1983 og albummet Don’t Break the Oathi 1984. I 1985 gik de så i opløsning, og forsanger King Diamond indledte en lang og succesrig solokarriere.
De blev gendannet i 1992 og op gennem halvfemserne udgav de fem album, som vi ikke behøver tale så meget om, for bandet har udtalt, at de ikke har tænkt sig at spille sange fra dem.
Til gengæld spiller de en spritny sang: Jackyl of Salzburg. Den er så ny, at den udgave, der ligger på Youtube, er optaget live, og den er ikke skrevet færdig.
Mercyful Fate underskrev en kontrakt på seks album tilbage i halvfemserne. Det betyder jo så, at der er et pladeselskab, der har ventet i meget lang tid på at få lov til at udgive et album med Mercyful Fate, og med et spritnyt og næsten færdig nummer kan vi så håbe på, at de kommer til at skrive og indspille et nyt album.

Det skal bemærkes, at Mercyful Fate aldrig blev officielt opløst, bandet har bare holdt en lang pause siden 1999.
Pausen blev dog afbrudt, da to af deres sange, Evil og Curse of the Pharaos skulle med i Guitar Hero. Masterbåndene var blevet væk, og bandet måtte derfor genindspille dem.
De måtte også afbryde deres pause, da de blev inviteret med til Metallicas 30 års fødselsdag. Metallica har en sang, der hedder Mercyful Fate, der er et medley af Mercyful Fate-sange. Det medley spillede Metallica og Mercyful Fate så sammen til fødselsdagsfesten. Det eneste man kunne ønske sig mere var, at der havde været ordentligt optagegrej til den fødselsdagsfest.
Metallica og Mercyful Fate blev for øvrigt gode venner, da de skulle indspille plader i det samme studie i København i 1983-84, hvor Metalllica optog Ride the Lightning og Master of Puppets.

Det kan godt være, at King Diamond er knap så gode venner med Gene Simmons fra KISS. King Diamond optræder med ansigtet malet i sorte og hvide farver, og det samme gør Gene Simmons. Derfor sendte Gene Simmons et cease and desist-letter til King Diamond, fordi han mente, at King Diamonds ansigtsmaling lignede hans for meget.

Vi skal ud over det nye nummer høre sange fra Melissa, Don’t Break the Oath og EP’en, der kan findes på det album, der hedder Beginnings.

Hvad skal vi høre på Copenhell – Fredag

Bad Religion 14:00 Helviti

Hvis dette var en rigtig punk-festival, ville Bad Religion rangere nogenlunde på højde med Metallica.
Nu er det en heavy-festival, og det er måske derfor, at du skal stille vækkeuret for at kunne opleve en af punkens allerstørste bands.
Bad Religion kommer fra Californien og har spillet siden 1979. De har sytten skiver på tapetet, men bortset fra Age of Unreason fra 2019 har de ikke indspillet så mange siden årtusindskiftet.
Vi skal høre flest sange fra starten af 90’erne og ellers en enkelt eller to fra de fleste af deres plader.

Alestorm 16:30

Kunne du lide Gloryhammer? Hvis ja, så ville du også kunne lide Alestorm. Det er nemlig samme forsanger. Og det er stadig power-metal med et koncept, men nu er konceptet sørøvere.
Alestorm spiller pirat-metal, og der er lagt op til øm fællessang, når bandet runder af med deres største hit: Fucked with an anchor.
De skøre pirater fra Skotland er forholdvis aktive med at indspille musik. (De er jo også kun fra 2008 og dermed relativt unge.)
De kommer til at spille flest sange fra deres nyeste skive, Curse of the Crystal Coconut fra 2020, og de udgiver endda en spritny skive omtrent en uge efter Copenhell, så måske får vi en smagsprøve fra den.

Agnostic Front 17:30 Pandæmonium

Mere klassisk punk. Eller hardcore crossover thrash punk. Hvilket oversat vist nok betyder, at Agnostic Front spiller hurtigere end Bad Religion.
Agnostic Front stammer fra New York og blev dannet i 1980.
Vi skal primært høre sange fra Victim in Pain fra 1984 og fra United Blood fra 1983.

Baest 19:45 Helviti

Baest spiller en laber dødsmetal, som programmet hævder er old school. De er fra Århus, har spillet siden 2015 og kommer mest til at spille numre fra deres nyeste skive, Necro Sapiens fra 2021

Emperor 21:30 Hades

Gem jeres tændstikker og knive, den norske blackmetal er i byen. Der var engang, hvor blackmetal blev forbundet med kirkeafbrændinger og knivstikkeri, og en stor del af grunden til det var Emperor. Guitarist Samoth er dømt for at brænde kirker ned og daværende trommeslager Faust er dømt for mord.

Vi kommer til at høre flest sange fra In the Nightside Eclipse fra 1993 og Anthems to The Welkin at Dusk fra 1997. Emperor har ikke lavet ny musik siden 2001, og det er ikke fordi de er dovne, men fordi de er TRVE CVLT. Forsanger/guitarist Ihsahn ligger dog ikke selv på den lade side og senest har han udgivet albummet Rashomon under navnet Ibaraki.

D-A-D

Det ultimative party-band. Det er simpelthen ikke en ordentlig festival, hvis man ikke har hørt D-A-D, der engang var kendt som Disneyland After Dark.
De fandt deres stil ved at tage til USA og tabe en country&western-konkurrence, og herefter blev deres musik kendt som ko-punk. Det kan man tydeligt høre på deres debut-album, Call of The Wild, der udkom i 1986.
Det er ikke helt til at spå om, hvad vi skal høre. Dette er nemlig en On-Demand koncert, hvor publikum har stemt om de 16 numre på setlisten.

Hvad skal vi høre på Copenhell? – torsdag

Myrkur 14:15 Hades

Myrkur var engang en dansk popsangerinde, der besluttede sig for at lave blackmetal i stedet for. Den seneste koncert på Copenhell var larm af allerbedste skuffe, men på det seneste album har Myrkur fanget folkesange, så mon ikke årets koncert bliver lidt mere afdæmpet.

Korn 16:00 Helviti

Korn var en af de største og første inden for nu-metal. Altså metal fra starten af 90’erne, der jo så kun er 30 år gammel, og lidt mere funky og fresh end din bedstefars metal.

Opeth 17:45 Hades

De fleste bands passer ned i genrekasser, og så er der Opeth, der har gjort en dyd ud af at forny sig fra album til album gennem de seneste 30 år. De startede med at spille dødsmetal og så har de ellers bare taget den derfra.

Judas Priest 19:15 Helviti

Judas Priest er på guldbryllupsturne og har så overvældende rigeligt med hits at vælge imellem fra en meget lang karriere. Det overrasker lidt, at de kun spiller et enkelt nummer fra 10’erne. Som noget atypisk for bands af den her alder har de inden for de sidste 10 år indspillet hele to skiver, der ovenikøbet er fede.
De spillede sidst på Copenhell i 2011, hvilket skulle have været en afskedsturne. Heldigvis kom de i tanke om, at de synes, at det er fedt at spille heavy.
Det er Painkiller fra 90, der velfortjent får æren af lægge flest (fire) numre til setlisten, og ellers er det mest hits fra firserne, vi får at høre.

KISS 22:30 Helviti

KISS står ikke for Kids In the Service of Satan. Hvilket man må sige er en missed opportunity. KISS er heller ikke nazister, selv om deres album-covers er forbudte i Tyskland, fordi s’erne i KISS ligner SS-runer. 50% af de oprindelige medlemmer af KISS er jøder, og 25% af dem er grafisk designer, så jeg ved ikke, om det her er en you had one job-situation.
KISS er nok mere rock end de er heavy, og jeg ved ikke om de ville stå og spille på Copenhell, hvis det ikke havde været for deres udklædning, hvor de ligner nogen, der spiller væsentlig hårdere musik.
Deres setliste består hovedsageligt af sange fra 70’erne, primært fra debuten KISS fra 1974 og fra Destroyer fra 1976.
I hvad der nok er verdensrekord for mindst rock’n’roll move ever har Gene Simmons (bassisten i KISS og ham der ser mest heavy ud) sagsøgt King Diamond, fordi King Diamonds ansigtsmakeup lignede Gene Simmons for meget.

Hvad skal vi høre på Copenhell?

Onsdag

Endelig er miraklet sket. Copenhell bliver afholdt. Medmindre Danmark da rammes af en epidemi af abekopper, så skal vi langt om længe høre heavy i den københavnske sommersol.

Og hvad er det så for noget musik, vi skal høre? Vi kommer ikke udenom, at Copenhell er de gamle røvhullers festival.
Hovednavnene er for eksempel Mercyful Fate, Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og Kiss. Og her er Metallica de yngste i den gruppe. De har kun spillet sammen i lidt over 40 år, mens Judas Priest kunne fejre deres 50 års jubilæum for to år siden.

Angstskrig

Pandæmonium 2:30

Angstskrig er til gengæld ikke gamle røvhuller. De spiller black’n’roll og har lavet en sang om Platons Hulelignelse.

Suicidal Tendencies

Helviti 3:30

Copenhell er både en festival for metal og for punk. Og det er godt for Suicidal Tendencies, for de er kendt for at spille begge dele, men mon ikke de mest har punk med til os i år. Det er tredje gang, bandet spiller på Copenhell, og jeg så dem faktisk spille på den første Copenhell i 2010. De snakkede meget om at skate i tomme swimming pools. Man kunne mærke, at det at skate i tomme swimming pools vitterlig var noget, der lå forsangeren meget på sinde.

Ugly Kid Joe

Hades 5:15

I de glade 90’ere, dengang MTV stadig spillede musik, havde Ugly Kid Joe et hit med sangen (I Hate) Everything About You. Dette ekstatiske stykke partyrock blev spillet konstant, og er et af mine muntre minder fra musikhistorien.
Nu skal man ikke tro, at Ugly Kid Joe bare var et One Hit Wonder, for de havde nemlig også et hit med Cats in the Cradle, som de dog ikke havde skrevet selv. Det kom bag på mig, at de havde spillet musik siden da, men jeg glæder mig til nostalgi-trippet og til at skråle med på Everything bout You.

Dizzy Mizz Lizzy

Helviti 6:15

Dizzy Mizz Lizzy er et af de helt store danske klassiske rockbands, der var fast tilbehør til 90’ernes ungdomsfester og teenageværelser. Jeg er sikker på, at der er mange, der har glædet sig til at stå på en metalfestival og synge med på Silverflame, Waterline og Love is a Losers game.

Gloryhammer

Hades 8:00

Gloryhammer spiller powermetal. Deres tekster fortæller en historie om helte, der rider på enhjørninge, og tæver den onde hær af kaosvæsener med den magiske hammer. I rummet. Jeg kan ikke forestille mig noget mere smukt.

Metallica

Helviti 9:30

Og når man så har fået armene ned efter at have hørt at Metallica skal spille på Copenhell, melder spørgsmålet sig, præcis fra hvilken del af deres lange og noget svingende karriere har de tænkt sig at vælge deres sange? Metallica-fans elsker at diskutere hvad der er det essentielle Metallica, men de fleste er enige om, at tiden før det sorte album er langt at foretrække frem for tiden efter. Det sorte album er også kendt som Metallica, og det er det med Nothing Else Matters og Unforgiven på. Og de to numre er jo ikke hidsig thrash, men derimod rock-ballader, der blev spillet endog meget højfrekvent på MTV i sin tid, og blev lyttet til af folk, der ikke var die hard metallere. Med andre ord: folk, der ikke kunne nævne tre sange med Metallica.
Det sorte album er dog et fedt album, selv om jeg ville foretrække, at de spillede Masters of Puppets fra ende til anden og så spillede One og Mercyful Fate som ekstranumre.
Det kommer nok ikke til at ske, men ud fra granskning af setlister ser det ud til, at de kommer til at spille fem sange fra Ride the Lightning, tre øvrige gamle sange, fem sange fra Metallica, og tre nye, så vi kan ånde lettet op.

Forhåbentlig en af de sidste gange jeg skriver om Trump

Donald Trump

Man kan sige meget om manden, men hvis man skal forsøge at sige noget positivt, kan man prøve med, at det er underholdende, når folk reagerer på T(r)umpen.

Metal Trump

Vidste du, at Trump lavede heavy metal? Det ved han nok ikke engang selv, men der findes en gæv youtuber, der klipper ord ud af Trumps taler og sætter dem sammen til kendte metal-sange. Resultatet er monster-grineren, og hvem ved, måske genopfinder Trump sig som heavy metal-forsanger, når han ikke har et job længere engang til næste år.

Some More News

Vidste du, at hvis man hakker cashew-nødder i småstykker, kan man lave en yderst delikat karryret?
Og Donald Trump er en fascist, der er i gang med at smadre det amerikanske demokrati, derfor skal man absolut ikke stemme på ham.
Samtidig er cashew-nødder den næstbilligste nød i USA, og derfor er den som regel det skuffende kedelige fyldstof i nøddeblandinger, der praler af ikke at være primært peanuts, den allerbilligste nød.
I denne analogi er Joe Biden en cashew-nød, og Donald Trump er en fascist, der er i gang med at smadre det amerikanske demokrati, derfor skal man absolut ikke stemme på ham.
Hvis du skal have en opfrisker på, hvad Trump er for en størrelse, er denne video glimrende.
Cody Johnston er heller ikke glad for Joe Biden og han tegner fint dilemmaet op, når nu man ikke kan fordrage Joe Biden, men den anden fyr er Donald Trump.

LegalEagle

Men selv i det værste scenario, hvis Trump bliver genvalgt, er det jo kun fire år til, så er mareridtet overstået. Alle ved jo, at en præsident kun kan sidde i to gange fire år. Og kun en galning med storhedsvanvid ville prøve at sætte sig ud over det. Åååh nej, det er jo Trump, vi taler om. Men det store spørgsmål er jo så, kan han bære sig ad med det og i så fald, hvordan?

LegalEagle er en rigtig advokat. Han plejer at holde sig til fiktion, hvor han tager en retssalsscene fra en film og forklarer, hvor realistisk den er i forhold til virkelighedens retssale. Men Donald Trump er jo som taget ud af fiktionens verden.

Sådan bager du boller på den ultimativt letteste måde

Hvis du går ned i en bare nogenlunde tjekket bager og beder om en bolle, så vil bagerjomfruen kigge på dig og sige: Så gerne, det bliver lige en bondegård og din førstefødte.

Og hvis du leder efter en opskrift, finder du sandsynligvis en, der bilder dig ind, at du virkelig skal knokle igennem for at få boller ud af det. Som for eksempel at ælte dej eller gøre køkkenborde rent eller vaske dej af fingrene. Men alt det behøver du slet ikke. Denne her metode skærer ind til benet og fjerner alt det bøvlede.

Det smarte er, at du laver dejen om aftenen, lader den hæve natten over i køleskabet, og bager den om morgenen.

Du har brug for:

Surdej
Gær
Ølandshvedemel
Hvedemel
Havregryn
Salt
Vand
Eventuelt sesamfrø

En stor skål
En kraftig grydeske
To spiseskeer
Bagepapir

Surdej køber du hos Meyers Bageri. Og antageligvis også hos andre bagerier. Og ja, det ville være endnu lettere uden, men når du først har en surdej, står den der på køkkenbordet og minder dig om, at nu må du hellere bage noget af den.

Kom koldt vand i skålen. Et sted mellem en halv og en hel liter, afhængigt af hvor mange boller du vil have ud af det.

Hæld surdej i. Rør surdejen rundt og hæld halvdelen i dejen. Kom et par skefulde mel ned til resten af surdejen og hæld vand i, så den fylder det samme som før.

Smuldr gær ud i væsken. Brug cirka en ottendedel af en pakke eller mindre.

Hæld havregryn i. Hæld så mange i, at du kan mærke væsken ændre konsistens.

Hæld ølandshvedemel i. Igen skal væsken ændre konsistens, men den skal stadig være en væske.

Hæld salt i. Brug en lille håndfuld.

Rør rundt med grydeskeen til melet er fordelt.

Hæld hvedemel i, mens du rører rundt. Bliv ved, indtil dejen føles tyk og ikke splattet. Husk at få eventuelt mel i bunden af skålen med.

Dæk nu skålen med et viskestykke og sæt den i køleskabet. Gå nu eventuelt i seng og sov.

Når du vågner, så tag dejen ud af køleskabet og tænd for ovnen på 250 grader. Tag eventuelt plader ud først.

Når ovnen er ved at være der, så find to skeer frem. Tag en klat dej med skeerne og læg den på en bageplade med bagepapir. Gentag til pladen er fuld.

Hvis du vil have sesamfrø på dine boller, så hæld sesamfrø i en skål. Dyb dejklatten i sesamfrøene, inden du lægger den over på pladen.

Sæt pladen ind og tag den ud igen, når bollerne er blevet brune på overfladen.

Vær opmærksom på, at når du bager ved 250 grader, går der cirka et minut, fra at bollerne er næsten færdige, til de er brændt på. Du skal derfor være meget opmærksom, når bollerne først er begyndt skifte farve.

Hvis du står med en plade fuld af hårde pandekager i stedet for lækre boller, der har hævet fint op, har du sandsynligvis for lidt hvedemel i. Hæld noget i dejen, inden du laver anden plade og kryds fingre. Ellers så brug noget mere næste gang.

Behemoth – måske verdens fedeste band

Eller i hvert fald bandet bag forrige årtis bedste metalalbum. Det er ikke kun mig der siger det. Loudwire har udråbt Behemoths The Satanist fra 2014 som årtiets bedste album.

Nu har de naturligvis lavet andet end The Satanist, de har trods alt spillet siden halvfemserne. Derfor præsenterer jeg

5 punkter, der fortæller om Behemoth

Behemoth eller Nergal – Black eller death metal?

Behemoth er godt nok et band med fire medlemmer, men det er forsanger og guitarist Adam “Nergal” Darski, der er frontfigur og bagmand. Han kalder deres musik for blackened deathmetal. Hvilket jeg tror er noget han fandt på til et pressemøde, hvor han blev spurgt, om de spillede black eller death metal. Musikken har vitterlig udviklet sig, men der er ingen tvivl om, at de startede med at spille black metal. Så meget black at

De var på en tribute to Mayhem-skive

Og det giver ganske glimrende mening. Deres første skiver lyder som nogen, der prøver at lyde som om de kommer fra Norge. Ydermere er der på denne skive kun to bands, der ikke kommer fra Norge, nemlig Behemoth og Vader. Vader kommer ligesom Behemoth fra Polen. Vader er dog allerede garvede rotter på det her tidspunkt; de tog deres guitarer og begyndte at spille i firserne efter at have lyttet til det tidlige Slayer.

Det med Satan
Jeg har vist aldrig fundet en autoriseret forklaring på, hvorfor Behemoth valgte at kalde sig Behemoth. Oprindeligt er det fra Bibelen, fra Jobs bog, hvor gud taler om de to væsener Leviathan og Behemoth, som mennesket ikke kan tæmme. Det er enten to mytiske kaosvæsener eller henholdsvis en krokodille og en flodhest.
Men der er meget Satan i Behemoths tekster og album-titler. Vi skal også huske, at Behemoth kommer fra Polen, hvor Kirken har mere magt end i Danmark, og der måske er noget reelt at protestere imod. Nergal har været tiltalt for blasfemi for at have brændt en bibel på scenen, og taler varmt om lande, der har en mere moderne tilgang til ytringsfrihed.

Stadionbaskere og livealbum

Hvis du kun skal høre to album af Behemoth, er det her det andet. I slutningen af halvfemserne og op igennem nullerne udviklede Behemoth deres lyd og blev meget mere spændende. I mine ører lyder deres album for denne her periode noget overproducerede. Lyd er en personlig sag, andre vil antageligvis sige noget andet. Samtidig synes jeg at sangene på de givne album er noget ujævne. Endelig synes jeg at kunne identificere sange jeg ville kalde for stadionbaskere, altså sange, der er skrevet til at blive spillet live. Og de virker jo netop rigtig fede – live. Alt dette fører til, at man bør hoppe over deres studiealbum og finde et live-album i stedet. Og her er lyden mere rigtig. På dette album er der en cover-version af Turbo Negros I got Erection.

Og endnu en udgave af I got Erection

The Satanist

Som sagt har Loudwire udkåret dette album som årtiets bedste. Men bare vent til de skal kåre århundredets.
Her er åbningsnummeret med officiel video

Og hvad så nu?

Og hvad så nu?
Det er svært at overgå The Satanist, og det gjorde Behemoth heller ikke med I loved you at your Darkest i 2018.
Det nyeste udspil er denne single. Den er spændende, og man kunne ønske sig, at de ville arbejde noget mere i den retning.

Youtubeguide Johndiesattheend

Jeg har prøvet at skrive denne blog mange gange i løbet af den sidste uge, men hver gang jeg holder en pause og vender tilbage til skærmen, er det som om, der har været nogen inde og bytte rundt på ordene. Kanalen hedder Johndiesattheend og er åbenbart oprettet på et tidspunkt, hvor Youtube opkrævede fem dollar per mellemrum i navne på kanaler, for det refererer til, lad os kalde det et fænomen ved navn, John Dies At The End. Efter at have set alle videoerne på denne kanal, kan jeg stadig ikke finde ud af, om John er død eller ej. Men jeg kan finde ud af:

Fem ting, jeg kan fortælle om denne kanal, der gør den marginalt mere forståelig.

5: Den er lavet af manden, der opfandt denne måde at skrive artikler på.

Mere præcist hedder manden Jason Pargin, selv om han i årevis har gået under pseudonymet David Wong. Tilbage i 1999, hvor han arbejdede i forsikringsbranchen om dagen og skrev humorartikler om natten oprettede han en hjemmeside ved navn Pointless Waste of Time og tog navnet David Wong som internet-alias. Og det var her, at han definerede et artikelformat, hvor man tager et overordnet emne og pinder det ud i en liste. Det var et format, han tog med sig, da

4: Jason Pargin blev redaktør på Cracked.com

Og nu er vi omtrent ved 2007. Der sidder to unge gutter med en hjemmeside ved navn Cracked.com. Hjemmesiden er det eneste tilbageværende aktiv, efter at et forsøg på at genoplive Cracked som papirsmagasin kuldsejlede. Cracked var som bekendt et amerikansk blad, der først blev lanceret i 1958 som en efterligning af Mad.
Den ene hopper fra, for han vil hellere være med til at lave et computerspil ved navn Portal 2, og den anden, Jack O´Brien, ansætter så Jason Pargin, der tager sin hjemmeside med ind i foretagendet og lader PWOT smelte sammen med Cracked.
Det går strygende, og Cracked vokser og vokser indtil en dag i 2017, hvor koncernen, der nyligt havde overtaget hjemmesiden, beslutter sig for at fyre alle på nær 7.
Cracked forsømte muligheden for at skrive en artikel ved navn: 5 grunde til, at vores produktion ser skrabet ud, og vi ikke laver videoer, og vi ikke publicerer de fleste af dine yndlingsskribenter længere.

Derfor er det rart at kunne se en video, hvor Jason fortæller historien fra sin synsvinkel.

3: John Dies at the End startede som Halloween-webserie

Men før Jason Pargin blev hyret af Cracked til at lave Cracked, havde han som nævnt sin egen hjemmeside. Og hver gang det blev halloween skrev han et afsnit af John Dies at The End. Med afsæt i feedback fra sin hjemmesides læsere fik han så bakset serien sammen til en bog og udgav den på egen regning. Herefter blev den opdaget af et andet forlag, der genudgav den. Og endelig blev bogen filmatiseret i 2012. Selve genren er humoristisk horror, som man kunne forvente det af en halloweenserie på en humorhjemmeside.

2: Men hvad så med John?

Her bliver det lidt mere mørkt. Som sagt tog Jason aliaset David Wong. På samme måde tog en mand ved navn Mack Leighty aliaset John Cheese, som han skrev under på Pointless Waste of Time og senere Cracked. Fortælleren i John Dies at the End hedder Dave og han er bedste kammerater med en John Cheese. Så bogen har fiktionaliserede udgaver af rigtige menneskers internetaliaser.
Men er John så død? Jeg går ud fra, at Mack Leighty lever i bedste velgående, og at bogens John også har det fint. Men man kan ikke finde John Cheese på Cracked længere. Hans artikler der, og hans artikler på de hjemmesider han skrev for efter Cracked, er blevet trukket tilbage. På den måde kan man godt sige, at internetskribenten John Cheese er afgået ved døden. Nu har Cracked forsømt at skrive en artikel ved navn 7 grunde til, at du ikke længere kan læse John Cheese her hos os eller 5 humorløse sexskandaler på humorhjemmesider, så jeg kender ikke hele historien. Men tilbage står i hvert fald, at John Cheese havde for vane at skrive upassende mails til de kvindelige skribenter, han var i kontakt med. Men nu skal Jason lige skrive den bog færdig, som han er i gang med, så går han i gang med at skrive det fjerde bind i serien John Dies at the End.

1: Næste bind kommer om to år.

Så lang tid tager det for Jason at skrive en roman. Det ved han og han ved, hvordan man får afsluttet store projekter. Det har han lavet en video om. Jason skrev en del artikler i sin tid på Cracked. Og mange af dem falder ind under kategorien motivationsfremmende artikler. De nyeste videoer, som Jason har lagt op på kanalen, er motivationsfremmende videoer. De har pointer, der ligger fint i tråd med de artikler, han har skrevet i tidens løb. Selv om han måske ser lidt bøvet ud på videoerne, så er det fremragende ting han har at sige. Selv om man ikke har nogen interesse i John Dies at The End eller Crackeds støvede historie kan man sagtens se på Jason som motivationsguru.

Tre kontroversielle science fiction-romaner, de ikke ville have du læste

Som er skrevet af Norman Spinrad og er super fede.

Norman Spinrad er en amerikansk science fiction-forfatter. Det har han været i en del år efterhånden og siden han fik sin første roman udgivet i 1966, har han skrevet 29 flere af slagsen. Jeg ville gerne kunne komme ned i en lille kasse, der passer til genreafgrænsninger og så videre, men han lader til ikke at skrive den samme slags roman mere end en gang. Og nogle gange har han så skrevet et værk, der er lidt for hård kost, for nogle i hvert fald.

Bug Jack Barron (1969)

Hvad handler den om?

Jack Barron er tv-værten på showet Bug Jack Barron, hvor folk, der oplever en eller anden form for uretfærdighed, kan ringe ind på video-fon eller “bugge Jack”, og så ringer Jack Barron op til udådsudøverne og gør noget ved sagen. Live i fjernsynet. Han bliver involveret i en politisk intrige, hvor udbyderen af en service, der fryser folk ned, indtil der findes en udødelighedskur, vil have statsmonopol på nedfrysning. Som sådan retter den et noget kritisk blik mod lobbyisme og politikere og på pengemagts indflydelse på demokratiet.

Hvem ville ikke have, at du læste bogen?

Til at starte med de forlæggere, der ikke ville antage den og udgive den som roman. Michael Moorcock, daværende redaktør på New Wave science fiction-magasinet New Worlds, udgav den så som serie-roman i New Worlds. Da bladet med tredje del af romanen udkom, ville de kæder, der distribuerede bladet, ikke være med og fjernede bladet fra hylderne. Da New Worlds blev udgivet med britisk statsstøtte, blev det til en sag, der blev taget op i Parlamentet. Her var der forargelse over, at britiske skattekroner blev brugt til at udgive en roman af sådan en amoralsk karakter
Primært sproget. Forfatteren bruger en del ord på fire bogstaver. For der er jo en del sex og stoffer i den. Og udførlige beskrivelser af den sex. Den er skrevet i 1969 og indkapsler den tidsånd, vi forbinder med 60´erne med hippier, stoffer og fri kærlighed og alt det der. Samtidig er den i passager skrevet som stream of consciousness, hvor man næsten kan høre forfatteren klapre i tasterne, mens han sidder på jazz-cafe og ryger lsd-cigaretter og tygger på sin egen selvtilfredshed. Men måske er det med denne her bog som med Beatles-frisurer. Vi sidder her som moderne sofistikerede mennesker, og vi kan ikke forstå, hvordan de kunne hidse sig op over det dengang. På den anden side optræder det der ord, vi aldrig ville bruge i dag, og de feministiske trykkere på bladet protesterede over at skulle trykke teksten, fordi de anså den for at være sexistisk. Jeg kan ikke sige, om den skulle være det, for det er for lang tid siden, at jeg har læst den. Men jeg kan sige, at bare fordi en hovedperson i en bog opfører sig på en eller anden måde, er det ikke sikkert, at forfatteren mener, at det er en god ide at opføre sig på den måde.

The Iron Dream

Hvad handler den om?
Efter at have deltaget i en radikal politisk bevægelse i 20´ernes Tyskland, der aldrig rigtig blev til noget, emigrerer Adolf Hitler til USA, hvor han ernærer sig som illustrator, forfatter og redaktør af pulp-magasiner. Senere skriver han den prisbelønnede roman Lord of the Swastika.
Det er den første og relativt korte del af romanen.
Næste del, og hovedparten af The Iron Dream, er så selve romanen Lord of the Swastika.
Og Lord of the Swastika er så en fortælling om det historiske Nazi-Tyskland, men skrevet som heroisk fantasy. Og hvilken vild og vanvittig og splattende rundt i den mest purpore prosa, den bog er. Den er en parodi, og ydermere skrevet så bevidst ringe, at man ligger flad af grin. Men bogens hensigt er ikke så morsom igen. Den retter et kritisk blik mod de troper, der var i fantasy og science fiction på det tidspunkt, og argumenterer for, at de kommer ret tæt på fascistisk ideologi. Og lidt bonusinfo: En af dem, der kaldte The Iron Dream dekadent og depraveret, var Donald A. Wallheim, der udgav Ringenes Herre som paperback i USA.

Bogens sidste del udgøres af et essay skrevet af en psykoanalytisk anlagt kritiker, der lammetæsker Lord of The Swastika, som om den var Stephen Hawking, der havde stjålet en slikkepind fra Mike Tyson.

Hvem ville ikke have at du læste bogen?
Den vesttyske regering. Antageligvis, fordi den promoverede nazisme. For at være helt præcis var den ikke forbudt, men indekseret af Bundesprufstelle fur Jugendgefahrdende Medien, hvilket betød at den godt måtte sælges, men ikke ligge fremme i butikker eller reklameres for, fordi den var farlig for børn og unge. Dette blev senere omstødt ved retssag anlagt af Spinrads tyske forlægger.

Hvorfor er den kontroversiel?

Hvis man savner historiebevidsthed, læser meget uopmærksomt eller måske bare er lidt sløv i betrækket, kan det være muligt at overse, at det er en parodi og tydeligt anti-fascistisk bog.

Ifølge Wikipedia har Det Amerikanske Naziparti bogen på deres anbefalede læse-liste.

Osama the Gun (2007)

Hvad handler bogen om?

Den unge Osama, der er vokset op i Kalifatet og opkaldt efter Osama bin Laden, uddannes til at være hemmelig agent og sendes til Frankrig på sin første mission. Efter at hans aktioner i Paris ender med at være noget mere fatale end forventet, bliver han kendt som Skimaske-jihadien, Osama the Gun. Han må flygte fra Frankrig og ender op på pilgrimsrejse til Mekka. Herefter tager han til Nigeria, hvor han hjælper den nigerianske hær i deres krig mod Biafra og den amerikanske drone-flåde, der hjælper Biafra med at passe på den olie, der skal sælges til USA. Amerikanerne trækker sig, men så vender de blikket mod Kalifatet og Mekka.
Det var Spinrads hensigt at skrive en bog om en sympatisk og idealistisk mand, der gør nogle usympatiske ting. En moderne udgave af “Sympathy for the Devil”. Det lykkes fint for ham. Bogen er skrevet et sted efter 9/11, men før ISIS, Charlie Hebdo og angrebene i Paris. Som sådan føles bogen meget lidt som science fiction. USA kæmper deres kampe med fjernstyrede droner på en måde, jeg ikke ved om lå ude i fremtiden i skrivetidspunktet, men det føles meget tæt på den måde, jeg forestiller dronekampe udkæmpes i dag.

Hvem ville ikke have, at du læste bogen?
Til at starte med de amerikanske forlag, der ikke ville udgive den. Eller som et afslagsbrev formulerede det, at ingen amerikansk forlægger ville røre ved bogen. Nu er den dog udkommet på amerikansk forlag. Spinrad ville gerne udgive den på arabisk, men det er ikke lykkedes ham at finde et arabisk forlag, der tør. Bogen udkom til at starte med på fransk, og den franske oversætter holdes hemmelig med pseudonym.

Hvorfor er den så kontroversiel?
Hovedpersonen er muslim. Han sprænger ting i luften og kæmper mod USA. Samtidig antyder den, at USA´s udenrigspolitik primært er motiveret af at skaffe sig adgang til olie, og at der er forskel på religionen Islam og på mellemøstlig politik.

Hvil i fred, Martin Birch

Endnu et menneske har stillet træskoene, og denne gang var det den legendariske musikproducer Martin Birch, der i en alder af 71 takkede af. Vi præsenterer hermed en række videoer til at mindes ham ved.

Iron Maiden

Martin Birch producerede albums med en række af de bands, der definerede den hårde rock og heavy metal. Heriblandt Iron Maiden. Og hvilke Iron Maiden-albums, om man må spørge? Alle de fede fra firserne. (Med undtagelse af debutalbummet) Det må være på sin plads at udnævne Martin Birch til det syvende medlem af Iron Maiden. Han trak sig tilbage fra musikbranchen efter at have produceret Fear of The Dark for Iron Maiden i 1992. Og lige siden har Iron Maiden manglet en, der kan sige: Det der er altså en dårlig ide, Steve.

Black Sabbath

Black Sabbath har også været i Martin Birchs kyndige hænder. Efter Ozzy Osbourne forlod bandet, eksperimenterede Black Sabbath med at have en forsanger, der rent faktisk kunne finde ud af at synge. Og det var Ronnie James Dio. Black Sabbath nåede indspille to album med Dio bag mikrofonen og Martin Birch bag mixerpulten, nemlig Heaven and Hell og Mob Rules. De fleste er enige om, at de to album er de to bedste uden Ozzy.

Rainbow

Det var dog ikke første gang, at Dio arbejdede sammen med Martin Birch. Umiddelbart før han tog pladsen som forsanger i Black Sabbath, sang han for Rainbow, tidligere kendt som Ritchie Blackmore’s Rainbow. Bandet minder om en proto-udgave af The Apprentice, hvor guitarist Ritchie Blackmore overgår Donald Trump i at sige “You’re fired”. Da Blackmores gamle band ikke vil være med til at indspille et par sange, går Blackmore i studiet med Dio og hans daværende band, Elf. De kan lide at arbejde sammen og bliver så til Rainbow, hvorefter Blackmore fyrer alle fra Elf, der ikke er Dio. Og senere hen alle de bandmedlemmer, der irriterer ham bare det mindste. Martin Birch producerede de tre studiealbum, som Rainbow indspillede i 70’erne. Her er en lille melodi fra deres andet album:

Deep Purple

Ritchie Blackmore og Martin Birch kendte også hinanden fra før, nemlig fra Blackmores tidligere band, Deep Purple. Martin Birch nåede at være med til at producere ti af bandets album i 70’erne. Det gør ham til den mest konsistente person i Deep Purple, et band med velsmurte svingdøre. Kendere af Deep Purple kalder de forskellige line-ups for mark I, II, III og IV for at holde rede i dem Her er en sang fra mark II:

Wayne County & The Electric Chairs

Og endelig et band, jeg intet kendte til, før jeg slog Martin Birch op på wikipedia. Wayne County & The Electric Chairs. Umiddelbart skiftede Wayne navn til Jayne og hendes band hedder i dag The Electric Queers. I de tidlige 70’ere spillede Wayne i Pork, et teaterstykke af Andy Warhol, og hendes sceneshow fra 74, Wayne County at The Trucks, hævder hun er inspirationskilde til David Bowies Diamond Dogs-turne. Hun var på det tidspunkt signet til David Bowies management-firma, der brugte 200.000 $ på at filme showet uden at udgive materialet.
Men det ændrer ikke på, at Storm the Gates of Heaven er sådan en yndig melodi og meget passende til denne lejlighed: