Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Tre anime in media res

Det er blevet forår. Det har termometeret ikke opdaget, når vi står der om morgenen og må hive vinterfrakken frem for at holde varmen om morgenen.

Til gengæld er der forår på skærmen, når gælder de japanske tegnefilm. I skrivende stund er de fleste tegnefilm kommet til afsnit nummer to, og dette er tidspunktet, hvor man må snuse sig rundt, som afsnittene spirer frem, og finde noget spændende at følge med i.

Jeg har plukket tre styks, og det slog mig, at de hver især krævede et mål af forforståelse på hver deres måde.

One Punch Man

Verdens stærkeste superhelt er tilbage. I sin anden sæson. Og så kommer spørgsmålet: Hvor meget skal man kende til handlingen i første sæson for at kunne følge med her i anden sæson? Ikke specielt meget. Tror jeg. Nok. Jeg fik ikke set første sæson færdig. Det skyldes mest, at jeg begyndte at synes, at One Punch Man kunne døbes om til One Joke Man.

Men det kan hjælpe at kende til præmissen for serien og se den som andet og mere end en komedie. One Punch Man er en superhelt, der er så stærk, at han besejrer alle modstandere med et enkelt slag. Det gør alle kampe alt for lette og uforudsigelige og frem for alt kedelige. Så hvad skal en ung mand med omnipotenstangerende kræfter gøre for at få sig lidt mening i tilværelsen?

Nu er der så også en forening for superhelte, der inddeler superhelte i rangorden, og de forskellige helte har forskellige holdninger til dette hieraki. Og det er dette, der er omdrejningspunktet for de første afsnit i anden sæson. Det er nye helte, der introduceres, og det eneste, der kræves for at hænge på, er en forståelse af, at One Punch Man er ret stærk.

Isekai Quartet

Oh, den er så nuttet i sin chibi-tegnestil. Hvad pokker handler den egentlig om? Her er jeg på herrens mark, for jeg aner det virkelig ikke. Men jeg kan supplere med lidt bonusinfo. Isekai Quartet er første sæson, så det er ikke et kendskab til foregående afsnit, der savnes. Til gengæld er den en parodi på fire forskellige andre serier. Det er det, Quartet i titlen refererer til, og et kendskab til de fire serier hjælper naturligvis på forståelsen.

Isekai er en genre, der er vokset i popularitet i den senere tid. Det definerende træk er, at hovedpersonen stammer fra vores verden, men på mere eller mindre mystisk vis havner i en “gamer-agtig” fantasy-verden. I Isekai Quartet har vi så personer fra fire forskellige serier, der på meget mystisk vis finder sig selv som skoleelever i en fremmed (for dem i hvert fald) verden.

Bungyo Stray Dogs

Og vi er i tredje sæson. Til gengæld er vi på det kronologisk tidligste tidspunkt, så det er den mest forhistoriske forhistorie, der serveres lige nu, i denne saga, der handler om … fisk. Ikke som i de der væsener du finder i frysedisken i Irma, men som i kortspillet: Jeg har ikke svaret på hånden … fisk.

Nogle gange er handlingen kryptisk, andre gange gådefuld og så nogle gange er det bare mennesker med vildt overdrevne magiske evner, der slås mod hinanden. Det gådefulde er det bedste. Men det er ikke kun handlingen, der gør serien obskur. Det er alle de kulturelle referencer.

Den gennemgående hovedperson hedder Osamu Dazai. Hans evne er at negere alle andres evner, og han lægger an på kvinder ved at tilbyde dem et dobbeltselvmord. Og så har han en beef kørende med en gangster ved navn Ryunosuke Akutagawa.

Hvis du er ved at flække af grin nu, er du sandsynligvis målgruppen for denne serie. Og ellers kan jeg betro dig, at tegnefilmsfiguren er opkaldt efter en rigtig levende, ja han er jo død nu, forfatter, som alle skolebørn i Japan læser. Og som begik dobbeltselvmord med sin elskerinde i 1947.

Det samme gælder for de andre personer i serien. De er alle opkaldt efter forfattere, man ville vide hvem var, hvis man var gået i skole i Japan. Og deres evner er sædvanligvis en reference til deres værker. Undtagelsen var skurkene i sæson to. De kom fra Vesten og inkluderede navne som H.P. Lovecraft og Mark Twain.

Fem ting jeg lærte af at se første afsnit af Mob Psycho 100

Den underlige følelse af tomhed og mæthed på samme tid, når man har set det sidste afsnit af en elsket serie, har meldt sin ankomst. Mob Psycho 100 er slut. Det sidste afsnit er rullet over skærmen, og hvor mandag aften var en stund, man brugte hele ugen på at se frem til, stundomvist med en nådesløs intensitet, når serien hev en af sine seriøse cliffhangere frem, er der nu … ja, jeg ved faktisk ikke hvad der er at sætte i stedet, hvilket er kernen af problemet. Men for alle de mennesker, der stadig har deres serieoplevelse til gode, er der nu spørgsmålet, skal jeg gå i gang med at se Mob Psycho 100?

Det korte svar er ja. Det længere svar er Fem ting, jeg lærte ved at se første afsnit af Mob Psycho 100

5: At man kan sagtens kan nøjes med at se introen til en serie. Det sker, at introen til en tegnefilm er et lille kunstværk i sig, som man forpligtelsesløst kan sætte på og nyde. Og her er introen en psykedelisk rutsjebanetur, der ledsages af et fængende, vellydende eksempel på glad J-pop.

4: Hvad en Mob Psycho 100 er. Det er sandsynligvis det, vi får at se i seriens første sekunder. Det involverer Mob. Mob er kælenavnet på seriens hovedperson, Shigeo Kageyama. Han mener, at han ikke må tabe kontrollen over sine følelser. Derfor er der serien igennem et følelsesmeter, hvor hvis Mob når 100, går han “Psycho”

3: At Mob er slice of life/High school animeens svar på One Punch Man. Hvor One Punch Man var en kærlig parodi på superheltegenren, handler MOb Psycho 100 om en skoledreng med ekstremt stærke psykiske kræfter og hans genvordigheder med at gå i skole. De er skabt af den samme manga-kunstner, og de kredser begge om en hovedperson med stor styrke. Selv om Mob Psycho 100 rummer parodiske elementer og som sådan er skidesjov har dem dog uendeligt meget mere på hjerte.

2: At Mob har et problematisk forhold til sin arbejdsgiver. Selv om Mob går i skole, har han et fritidsjob som spøgelsesjæger. Reigen, hans chef, har dog ingen psykiske kræfter overhovedet. Da det meste af handlingen i første afsnit centrerer sig om jagten på onde ånder, må Reigen atter og igen bortforklare, at det lige er Mob, der skal tage sig af lige denne ånd.

1: At man kan se første afsnit igen og igen. Og man kan endda se afsnittet som et standalone uden at behøve at se resten af serien. Reigen og Mob vil jage en del ånder i løbet af serien, men det er ikke det, der er omdrejningspunktet for historien. Men afhængigt af hvad man fik øje på, da man så afsnittet for første gang, kan man vende tilbage til det, når man har set første sæson igennem, og måske endda igen, når man har set anden sæson to tredjedele igennem.