Kategoriarkiv: Cracked.com

Youtubeguide Johndiesattheend

Jeg har prøvet at skrive denne blog mange gange i løbet af den sidste uge, men hver gang jeg holder en pause og vender tilbage til skærmen, er det som om, der har været nogen inde og bytte rundt på ordene. Kanalen hedder Johndiesattheend og er åbenbart oprettet på et tidspunkt, hvor Youtube opkrævede fem dollar per mellemrum i navne på kanaler, for det refererer til, lad os kalde det et fænomen ved navn, John Dies At The End. Efter at have set alle videoerne på denne kanal, kan jeg stadig ikke finde ud af, om John er død eller ej. Men jeg kan finde ud af:

Fem ting, jeg kan fortælle om denne kanal, der gør den marginalt mere forståelig.

5: Den er lavet af manden, der opfandt denne måde at skrive artikler på.

Mere præcist hedder manden Jason Pargin, selv om han i årevis har gået under pseudonymet David Wong. Tilbage i 1999, hvor han arbejdede i forsikringsbranchen om dagen og skrev humorartikler om natten oprettede han en hjemmeside ved navn Pointless Waste of Time og tog navnet David Wong som internet-alias. Og det var her, at han definerede et artikelformat, hvor man tager et overordnet emne og pinder det ud i en liste. Det var et format, han tog med sig, da

4: Jason Pargin blev redaktør på Cracked.com

Og nu er vi omtrent ved 2007. Der sidder to unge gutter med en hjemmeside ved navn Cracked.com. Hjemmesiden er det eneste tilbageværende aktiv, efter at et forsøg på at genoplive Cracked som papirsmagasin kuldsejlede. Cracked var som bekendt et amerikansk blad, der først blev lanceret i 1958 som en efterligning af Mad.
Den ene hopper fra, for han vil hellere være med til at lave et computerspil ved navn Portal 2, og den anden, Jack O´Brien, ansætter så Jason Pargin, der tager sin hjemmeside med ind i foretagendet og lader PWOT smelte sammen med Cracked.
Det går strygende, og Cracked vokser og vokser indtil en dag i 2017, hvor koncernen, der nyligt havde overtaget hjemmesiden, beslutter sig for at fyre alle på nær 7.
Cracked forsømte muligheden for at skrive en artikel ved navn: 5 grunde til, at vores produktion ser skrabet ud, og vi ikke laver videoer, og vi ikke publicerer de fleste af dine yndlingsskribenter længere.

Derfor er det rart at kunne se en video, hvor Jason fortæller historien fra sin synsvinkel.

3: John Dies at the End startede som Halloween-webserie

Men før Jason Pargin blev hyret af Cracked til at lave Cracked, havde han som nævnt sin egen hjemmeside. Og hver gang det blev halloween skrev han et afsnit af John Dies at The End. Med afsæt i feedback fra sin hjemmesides læsere fik han så bakset serien sammen til en bog og udgav den på egen regning. Herefter blev den opdaget af et andet forlag, der genudgav den. Og endelig blev bogen filmatiseret i 2012. Selve genren er humoristisk horror, som man kunne forvente det af en halloweenserie på en humorhjemmeside.

2: Men hvad så med John?

Her bliver det lidt mere mørkt. Som sagt tog Jason aliaset David Wong. På samme måde tog en mand ved navn Mack Leighty aliaset John Cheese, som han skrev under på Pointless Waste of Time og senere Cracked. Fortælleren i John Dies at the End hedder Dave og han er bedste kammerater med en John Cheese. Så bogen har fiktionaliserede udgaver af rigtige menneskers internetaliaser.
Men er John så død? Jeg går ud fra, at Mack Leighty lever i bedste velgående, og at bogens John også har det fint. Men man kan ikke finde John Cheese på Cracked længere. Hans artikler der, og hans artikler på de hjemmesider han skrev for efter Cracked, er blevet trukket tilbage. På den måde kan man godt sige, at internetskribenten John Cheese er afgået ved døden. Nu har Cracked forsømt at skrive en artikel ved navn 7 grunde til, at du ikke længere kan læse John Cheese her hos os eller 5 humorløse sexskandaler på humorhjemmesider, så jeg kender ikke hele historien. Men tilbage står i hvert fald, at John Cheese havde for vane at skrive upassende mails til de kvindelige skribenter, han var i kontakt med. Men nu skal Jason lige skrive den bog færdig, som han er i gang med, så går han i gang med at skrive det fjerde bind i serien John Dies at the End.

1: Næste bind kommer om to år.

Så lang tid tager det for Jason at skrive en roman. Det ved han og han ved, hvordan man får afsluttet store projekter. Det har han lavet en video om. Jason skrev en del artikler i sin tid på Cracked. Og mange af dem falder ind under kategorien motivationsfremmende artikler. De nyeste videoer, som Jason har lagt op på kanalen, er motivationsfremmende videoer. De har pointer, der ligger fint i tråd med de artikler, han har skrevet i tidens løb. Selv om han måske ser lidt bøvet ud på videoerne, så er det fremragende ting han har at sige. Selv om man ikke har nogen interesse i John Dies at The End eller Crackeds støvede historie kan man sagtens se på Jason som motivationsguru.

Youtube-guide

Cody Johnston, Kate Stoll og en hel masse nyheder

Vi kender Cody Johnston fra Cracked, hvor han skrev sin første artikel tilbage i 2009.
I de tidlige år skrev han med stor entusiasme om Lost, og vi kender det jo godt allesammen, lige pludselig står man på herretoilettet på et snusket udskænkningssted i Sydhavnen og er dybt involveret i en ophedet diskussion om, hvad der er bedst, Star Wars eller Lost, og så løber man tør for argumenter. Heldigvis har Cody Johnston skrevet denne artikel:

https://www.cracked.com/blog/4-reasons-lost-is-the-new-star-wars/

Some News
Men det er ikke kun pennen, Cody Johnston har svunget for Cracked, han har også været at finde foran kameraet i en massiv mængde af Crackeds videoer. Da Cracked begyndte at lave en ugentlig nyhedskommentar, var det Cody Johnston, der var værten. Hvis man gerne vil have upartiske nyheder og streng objektivitet, skal man nok kigge et andet sted. Det kunne da i hvert fald godt være, at Cody Johnston giver udtryk for nogle holdninger i ny og næ. Eller er det bare mig? Bedøm selv i denne video:

Some More News
Some News lukkede ned, da resten af Crackeds videoproduktion lukkede ned. Men så er det godt, at der findes noget, der hedder Youtube. Og her fortsætter Cody Johnston med at kommentere nyheder på kanalen Some more News. Nyheder standser som bekendt aldrig, og der er en ny video om nyheder hver uge. Her er den mest friske af slagsen:

Katy Stoll
Katy Stoll er også kendt fra Crackeds videoer. En af mine yndlingsvideoer er denne, hvor hun forklarer, hvordan man kan vide, om en kvinde er DTF. Og nej, det står ikke for Down to Fudge.

Even More News
Men vi har da slet ikke fået nok nyheder endnu. Men så er det godt, at Katy Stoll og Cody Johnston laver en podcast, hvor de sidder og kommenterer nyheder:

https://evenmorenews.libsyn.com/

Trump — et tilbageblik

Der var engang, en lykkelig gang, hvor vi ikke rigtig troede, at det ville ske, at det kunne ske, at den Orange Klovn kunne blive valgt til en af de mest betydningsfulde poster i verden.

Men Adam Todd Brown var på vagt. Han har skrevet mange ret spændende artikler for Cracked, og han skrev en, hvor han sammenlignede Donald Trump med Hitler. Det vækker altså nostalgi at tænke tilbage på en tid, hvor det at sammenligne Trump med Hitler kunne få nogen til at løfte et øjenbryn.

Her i min genlæsning er det gået op for mig, at Hitler-artiklen er den første artikel i en løseligt forbundet serie af tre, så vi tager dem alle.

https://www.cracked.com/blog/why-comparing-donald-trump-to-hitler-makes-perfect-sense/

Og her er en af mine yndlingskonspirationsteorier. Jeg er på ingen måde overbevist, men det giver på den anden side bare så god mening. Der var engang, hvor den svenske musikgruppe Ace of Base dominerede radiobølgerne og dansegulvet, men hvad nu hvis det var noget helt andet, de var ude på at dominere?

https://www.cracked.com/blog/how-90s-pop-band-secretly-sold-nazism-to-america/

Men hvor galt kan det gå? Det svarer Adam Todd Brown på ved at fortælle os, hvor galt det har været gået i Amerika:

https://www.cracked.com/blog/5-awful-moments-in-american-history-that-can-happen-again/

Hold da op, det blev mørkt. Var det ikke meningen, at vi skulle læse vittigheder og more os?

Her er en sjov artikel, hvor Chris Bucholz giver året 2016 sin MUS.

https://www.cracked.com/blog/a-serious-talk-with-2016-its-performance/

Der var mange af os, der gik og tænkte: Det må da være en joke. Det må simpelthen være en practical joke i den bedste Borat-ånd.
Og ja, det var det. Her er Daniel O’briens fortælling om, hvordan det gik til, at en skribent fra Cracked hjalp en forretningsmand med den tykkeste omgang performance-komik:

https://www.cracked.com/blog/what-i-learned-accidentally-managing-trumps-campaign/

Men hvis vi lige lægger komedien til side et øjeblik. Hvad var det, der skete, hvordan kunne det gå til?
Det forklarer David Wong os i denne artikel, der giver et fint indblik i den amerikanske mentalitet, der førte til, at næsten halvdelen af en nation stemte Donald Trump ind i det hvide hus.

https://www.cracked.com/blog/6-reasons-trumps-rise-that-no-one-talks-about/

Trump er de fem dummeste mennesker i verden — Donald Trump ifølge Seanbaby

Hvis der er noget, Seanbaby har forstand på, så er det dumhed. En stor del af hans humor er bundet op på at håne alt hvad der er dumt med så stort eftertryk, at man ikke skulle tro, at selv de lettere uvidende ville dø af skam, inden de nåede udenfor deres hoveddør.


Derfor kan det undre, at det kun er sket en enkelt gang, at Seanbaby er faret i blækhuset og har hudflettet det omvandrende bremsespor, som amerikanerne har valgt til præsident, nemlig Donald Trump.


Men dette er artiklen, hvor Seanbaby tager The Donald under behandling. Og det er ikke nok at kalde ham dum. Donald Trump er simpelthen de fem dummeste mennesker på jorden. I et forfatterskab, hvor stort set hvert ord er hysterisk genialt morsomt, præsterer denne kagstrygning af præsidenten at være en af Seanbabys ypperste artikler.


Seanbaby er samtidig i sit pædagogiske hjørne. Han lærer os om de fem typer dumme mennesker: Holderen af generel viden, Det rene intellekt uberørt af ekspertise, Det beslutsomme fjols, Det tekniske geni og Den, der ikke kan narres. Og så forklarer han, hvordan Donald Trump er et eksempel på hver eneste af de fem typer.

www.cracked.com/blog/the-5-stupidest-people-planet-are-all-donald-trump/

Bonuslink: Podcast med Seanbaby, der blev postet sammenfaldende med artiklen

www.cracked.com/podcast/5-ways-donald-trumps-lies-are-trying-to-break-your-brain/

Hotdog-apokalypsens fire ryttere – nu med eksemplariske artikler

Min advokat mener, at jeg skal skrive, at jeg fortæller om en hjemmeside ved navn 1900hotdog, ikke Hotdog-apokalypsen. Selv om alle ved, at Hotdog-apokalypsen er et langt federe navn end 1900hotdog.
Men det er således, at min advokat får sådan et anstrengt blik i øjnene og begynder at hive efter vejret, hver gang jeg lufter ideen om at sende endnu et forslag om noget af sted til Seanbaby, 1900hotdogs grundlægger.
Så hvis nogen har undret sig over, at 1900hotdog hedder 1900hotdog og ikke noget langt federe, så er det altså derfor.


1900hotdog er som bekendt en humorhjemmeside, der kræver Patreon-medlemskab, og som blev startet op af Seanbaby i samarbejde med Robert Brockway tidligere i år. Indtil videre har de haft gæsteskribenterne David Wong og Chris Bucholz til at skrive enkelte artikler til hjemmesiden.
Hvis man nu har læst hver eneste artikel på humorhjemmesiden Cracked.com i løbet af de sidste ti år, vil man være meget velbekendt med de fire herrer, og man vil muligvis også være i gang med at savle en anelse. Hvis man ikke har, må man tage til takke med denne artikel, der introducerer de fire ryttere i Hotdog-apokalypsen:

4. Seanbaby.
Lyder også navnet Sean Riley. Vi ved ikke hvorfor. Han har skrevet internethumor så længe, at flyveøglerne fik ondt i vingerne af at skulle flyve rundt med de stenplader, hans første artikler blev mejslet i.
Hans hobbier inkluderer: ikke at skrige og tage flere bukser på, sparke motorblokke i stykker og eje masser af dumme ting. Og endelig skrive artikler, hvor han håner dumme ting. Seanbaby har i den tid, hvor han var skribent og senere redaktør for Cracked siddet og lavet en liste over 700 ideer til artikler. Og det er så de artikler, vi kan finde på 1900hotdog. De fleste af dem vil jeg gå ud fra han er kommet på ved at lukke øjnene, pege på sin bogreol og sige: Nu vil jeg håne dumheden i den bog der.
Her er en god gammel klassiker, hvor Seanbaby håner fire bøger til ældre mennesker.
www.cracked.com/blog/4-hilarious-self-help-books-crazy-old-people/

3. Robert Brockway
Intet kendt alias. Absolut intet kendt alias. Brockway har været skribent og redaktør for Cracked i løbet af 10’erne. Nu er han så medskyldig i at have begået hjemmesiden 1900hotdog.
Herudover har han skrevet adskillige bøger, de fleste står på hylden med science fiction. Jeg har læst noget af hans RX, en cyberpunk-roman, og kan sige, at de første 4 procent er ganske glimrende.
Brockway har skrevet lidt af hvert for Cracked, men nogle af de emner, han kredsede om, var netop science fiction og skrivekunst. Her er en artikel om, hvad man skal gøre ved skriveblokering:
www.cracked.com/blog/5-tips-punching-writers-block-in-face/

2. David Wong
Vidste du, at David er det mest udbredte fornavn i verden, og at Wong er det mest almindelige efternavn. Men at der ikke er nogen, der hedder David Wong. Det vidste Jason, da han skulle vælge sig et kunstnernavn. Og nu ved du det også. Wong ved en masse ting, og hans artikler er sædvanligvis mættet med information. Og links. Så mange links til kilderne til hans information.
Faktisk kan man engang imellem komme lidt i tvivl om, om Wong nu husker, at han skriver for en humorhjemmeside. Men hvis han ikke skulle huske det, hvem skulle så?
Wong har været chefredaktør og skribent for Cracked i over ti år. For tiden passer han sin forfatterkarriere, hvor “John Dies at the End”, en over-the-top-horror-komedie — tror jeg nok, man kan kalde den, men jeg havde det i hvert fald fornøjeligt med at læse med at læse den og dens efterfølgere, nok er det største hit. “John Dies at the End” er også filmatiseret.
Wongs interesserer sig for motivation og at kritisere underlæggende fortællinger i populærkultur.
Her er en artikel om motivation, som Cracked plejer at poste hvert år op til nytår.
www.cracked.com/blog/6-harsh-truths-that-will-make-you-better-person/

1. Chris Bucholz
Jeg kan ikke sige særlig meget om Chris Bucholz; feernes forbandelse var meget specifik på det punkt.
Men jeg kan godt fortælle, at manden er morsom. Og når jeg nævner det som det definerende træk i en artikel, hvor de tre andre gutter er så sjove, at de burde udstyres med advarselsmærkater for hjertepatienter, bærer det en vis vægt.
Han har også skrevet science fiction-bøger. Jeg har læst hans “Severance”, som dog ikke hører til blandt mine favoritter. Jeg synes, at hans artikel, der promoverede bogen, var langt bedre end bogen selv. Men endnu bedre end den artikel er:
www.cracked.com/blog/greatest-note-ever-left-dented-car/

Mageløse Seanbaby og 4 steder, man kan finde ham.

Det første spørgsmål er naturligvis:
Hvorfor skal man finde Seanbaby?
Det skal man, fordi Seanbaby er morsom. Det var faktisk ham, der opfandt det med at være sjov på internettet. Så hvis vi forestiller os et internet, hvor det eneste indhold er skatteopgørelser, porno og pinglydene fra et 56k modem, så kommer Seanbaby og siger, nu skal der være vittigheder.
Det er Seanbaby selv, der har sagt det og, da han er MMA-kæmper, samtidig med at han er humorsnedker, har jeg ikke i sinde at tvivle på hans ord.
Og jeg skal understrege, at dette er en guide til at finde Seanbabys humoristiske tekster på internettet, ikke en guide til at finde ham selv. Efter min fiasko med Amelia Earhart er jeg færdig med at lave menneskeskattejagter.
Så er det bedre at blive hjemme og læse tegneserier, men tegneserier er bare ikke seje nok fra start af. Det ved Seanbaby, og derfor har han hjulpet menneskeheden ved at gøre tegneserier seje nok
www.cracked.com/blog/man-comics-comics-for-men/

Den opmærksomme læser vil se, at artiklen ligger i …

4. Crackeds arkiver

Og der ligger rigtig meget mere af samme skuffe. Og skuffer, der er faldet ud af kommoder fra helt andre dimensioner, men stadig skrevet af Seanbaby. I årene 2009 til 2020 huserede han hos Cracked.com, der som bekendt er en hjemmeside, der leverer humor sat op i listeformat. De første fem år var han en meget flittig skribent, de sidste var han primært redaktør, men når han så endelig postede en artikel, var der grund til glæde foran computerskærmen. Eller rettere latterkrampe på gulvet foran computerskærmen.
Men hvad er det for nogle ting, Seanbaby skriver? Og hvordan er det at skrive for Cracked? Det har Seanbaby skrevet en artikel om.
www.cracked.com/blog/11-things-i-learned-from-writing-100-cracked-articles/
Det er samtidig den artikel i verden, der linker til flest Seanbaby-artikler overhovedet, så det kommer ikke som en overraskelse, at det nok er verdens fedeste artikel. Hvis man gerne vil have et let overblik over de artikler, Seanbaby har skrevet for Cracked, er arkiverne lidt bøvlede at finde rundt i. Der er en meget bedre metode, nemlig:

3. Seanbaby.com

Her finder man links til samtlige artikler, Seanbaby har skrevet for Cracked. Og de er sat op på en let og overskuelig måde. (Der er lidt over 200) Samtidig er der ting, Seanbaby har lavet, inden han begyndte at skrive for Cracked. (Hver gang jeg prøver at tælle dem, finder de mig i en skov tre dage senere) Der ligger for eksempel noget om skridtspark og kærlighed.
www.seanbaby.com/kttg/kttglovestory01.htm Og så er det, man ser datoen: Siden har været oppe siden 1997. Det viser sig, at når Seanbaby siger, at det var ham, der opfandt at være sjov på internettet, var det den eneste gang, han var alvorlig. Hjemmesiden fortæller også, at Seanbaby har lavet spillet

2. Calculords


Og det er verdens bedste spil. Eller det er i hvert fald hamrende sjovt. Eller i det mindste så forfriskende anderledes, at man sagtens kan installere det bare for at tjekke det ud. Det er et samlekortspil, hvor man spiller rumsoldater ved at lave regnestykker. Forstået på den måde, at i din runde får du nogle tropper fra dit deck, for eksempel en alien, der for eksempel kan have tallet 25. Samtidig får du en bunke tal. Hvis du så kan lave et regnestykke, der giver 25, kan du spille din alien, hvorefter du håber, at han kan gå fra venstre side af skærmen over til højre og angribe din modstanders base. Konceptet er genialt, og spillet er gangske morsomt, men udførelsen bærer visse steder præg af indieproduktion. En opfølger er i støbeskeen, men det har den været i så lang tid, at jeg tror, at smeltediglen er blevet kold. Jeg skrev og spurgte Seanbaby, om toeren ikke snart var på vej, men fik det svar, at han arbejdede på to efterfølgere, men at det mest var et aften- og weekendprojekt.
Seanbaby har skrevet en artikel om at lave et spil, hvilket burde overraske absolut ingen.
www.cracked.com/blog/5-things-you-learn-when-making-modern-video-game/

Til gengæld er det overraskende, hvor let det at have det sjovt og narre dine børn til at lave matematik. Endelig fortæller hjemmesiden, at Seanbaby har en Patreonside ved navn:

1. 1900hotdog.com/ alternativt patreon.com/1900HOTDOG/posts

Og det er her, man finder det nyeste skriveri af Seanbaby. Og venner. Seanbaby har startet siden op sammen med Robert Brockway, en anden gammel kending fra Cracked, mens Chris Bucholz og David Wong, der også er kendt fra Cracked, har skrevet gæsteartikler.

Siden startede op 29. februar 2020, så det er stadig den spæde start. Siden er dedikeret til at håne dumme ting fra den forkerte dimension. Porten til den forkerte dimension er muligvis Seanbabys bogreol, for det er der, meget af det, han skriver om, kommer fra.
Nu vil jeg ikke linke til artikler, for de er bag Patreons betalingsmur. Men man laver en Patreonkonto. Og så vælger man et månedligt beløb, man vil give 1900hotdog. Måske er det nok at give 0.01 dollar, for det er det beløb, hjemmesiden 1900hotdog.com spørger efter. Det er mere læsevenligt at læse artiklerne her, i stedet for gennem Patreons egen side.
Men det er nu ikke fordi humoren er så meget anderledes end Seanbabys gamle artikler, så man kan sagtens starte på seanbaby.com/