Jinjer 17:15 Hades

Jinjer spiller sådan noget hyper-teknisk groove-core-djent og inspireret af bands som Opeth og Death. Og Slayer. Forsangerinde Tatianna veksler mellem growl og ren stemme. De kommer fra Ukraine, blev dannet i 2009 og de spiller sandsynligvis flest sange fra deres nyeste skive, Wallflowers fra 2021.

Mastodon 18:30 Helviti

Mastodon kommer fra Georgia, USA, og spiller sådan noget sludged stoner-metal. De blev dannet i 2000; deres album Leviathan fra 2004 vandt stor anerkendelse. De spiller sandsynligvis flest sange fra deres nyeste skive, Hushed and Grim fra 2021.

Iron Maiden 21:30 Helviti

Iron Maiden udgav et album sidste år, nemlig Senjutsu i september. Vi skal lige høre tre numre fra det album, og så går vi over til alle de gode gamle hits.
Iron Maiden kalder da også denne turne for en Legacy of the Beast-turne, hvor de spiller alle fanfavoritterne.
Tre er også det antal numre, vi skal høre fra Number of the Beast, hvilket også er antallet af ret gode sange på det album.
Det eneste overraskende i setlisten er måske fraværet af sange fra Seventh Son of a Seventh Son, mens der er hele tre numre fra Piece of Mind.
De måtte dog gerne spille hele Piece of Mind for min skyld.
Ikke overraskende er det en setliste, hvor tyngden ligger på firserne og på Bruce Dickinsons første periode i bandet.
Vi bliver dog ikke snydt for sangen Iron Maiden fra Debutalbummet Iron Maiden fra 1980 med den første forsanger Paul Dianno. Vi får også en sang hver fra de to album med Blaze Bealey fra halvfemserne, nemlig The Clansman og Sign of the Cross. Og så lige Blood Brothers fra Brave New World, det første album efter Bruce Dickinson kom tilbage til Iron Maiden.

Mercyful Fate 11:45 Hades

Mercyful Fate behøver ingen nærmere præsentation.
De var det første danske heavy metal band. De blev dannet i 1981, udgav EP’en Mercyful Fate i 1982, albummet Melissa i 1983 og albummet Don’t Break the Oathi 1984. I 1985 gik de så i opløsning, og forsanger King Diamond indledte en lang og succesrig solokarriere.
De blev gendannet i 1992 og op gennem halvfemserne udgav de fem album, som vi ikke behøver tale så meget om, for bandet har udtalt, at de ikke har tænkt sig at spille sange fra dem.
Til gengæld spiller de en spritny sang: Jackyl of Salzburg. Den er så ny, at den udgave, der ligger på Youtube, er optaget live, og den er ikke skrevet færdig.
Mercyful Fate underskrev en kontrakt på seks album tilbage i halvfemserne. Det betyder jo så, at der er et pladeselskab, der har ventet i meget lang tid på at få lov til at udgive et album med Mercyful Fate, og med et spritnyt og næsten færdig nummer kan vi så håbe på, at de kommer til at skrive og indspille et nyt album.

Det skal bemærkes, at Mercyful Fate aldrig blev officielt opløst, bandet har bare holdt en lang pause siden 1999.
Pausen blev dog afbrudt, da to af deres sange, Evil og Curse of the Pharaos skulle med i Guitar Hero. Masterbåndene var blevet væk, og bandet måtte derfor genindspille dem.
De måtte også afbryde deres pause, da de blev inviteret med til Metallicas 30 års fødselsdag. Metallica har en sang, der hedder Mercyful Fate, der er et medley af Mercyful Fate-sange. Det medley spillede Metallica og Mercyful Fate så sammen til fødselsdagsfesten. Det eneste man kunne ønske sig mere var, at der havde været ordentligt optagegrej til den fødselsdagsfest.
Metallica og Mercyful Fate blev for øvrigt gode venner, da de skulle indspille plader i det samme studie i København i 1983-84, hvor Metalllica optog Ride the Lightning og Master of Puppets.

Det kan godt være, at King Diamond er knap så gode venner med Gene Simmons fra KISS. King Diamond optræder med ansigtet malet i sorte og hvide farver, og det samme gør Gene Simmons. Derfor sendte Gene Simmons et cease and desist-letter til King Diamond, fordi han mente, at King Diamonds ansigtsmaling lignede hans for meget.

Vi skal ud over det nye nummer høre sange fra Melissa, Don’t Break the Oath og EP’en, der kan findes på det album, der hedder Beginnings.

Bad Religion 14:00 Helviti

Hvis dette var en rigtig punk-festival, ville Bad Religion rangere nogenlunde på højde med Metallica.
Nu er det en heavy-festival, og det er måske derfor, at du skal stille vækkeuret for at kunne opleve en af punkens allerstørste bands.
Bad Religion kommer fra Californien og har spillet siden 1979. De har sytten skiver på tapetet, men bortset fra Age of Unreason fra 2019 har de ikke indspillet så mange siden årtusindskiftet.
Vi skal høre flest sange fra starten af 90’erne og ellers en enkelt eller to fra de fleste af deres plader.

Alestorm 16:30

Kunne du lide Gloryhammer? Hvis ja, så ville du også kunne lide Alestorm. Det er nemlig samme forsanger. Og det er stadig power-metal med et koncept, men nu er konceptet sørøvere.
Alestorm spiller pirat-metal, og der er lagt op til øm fællessang, når bandet runder af med deres største hit: Fucked with an anchor.
De skøre pirater fra Skotland er forholdvis aktive med at indspille musik. (De er jo også kun fra 2008 og dermed relativt unge.)
De kommer til at spille flest sange fra deres nyeste skive, Curse of the Crystal Coconut fra 2020, og de udgiver endda en spritny skive omtrent en uge efter Copenhell, så måske får vi en smagsprøve fra den.

Agnostic Front 17:30 Pandæmonium

Mere klassisk punk. Eller hardcore crossover thrash punk. Hvilket oversat vist nok betyder, at Agnostic Front spiller hurtigere end Bad Religion.
Agnostic Front stammer fra New York og blev dannet i 1980.
Vi skal primært høre sange fra Victim in Pain fra 1984 og fra United Blood fra 1983.

Baest 19:45 Helviti

Baest spiller en laber dødsmetal, som programmet hævder er old school. De er fra Århus, har spillet siden 2015 og kommer mest til at spille numre fra deres nyeste skive, Necro Sapiens fra 2021

Emperor 21:30 Hades

Gem jeres tændstikker og knive, den norske blackmetal er i byen. Der var engang, hvor blackmetal blev forbundet med kirkeafbrændinger og knivstikkeri, og en stor del af grunden til det var Emperor. Guitarist Samoth er dømt for at brænde kirker ned og daværende trommeslager Faust er dømt for mord.

Vi kommer til at høre flest sange fra In the Nightside Eclipse fra 1993 og Anthems to The Welkin at Dusk fra 1997. Emperor har ikke lavet ny musik siden 2001, og det er ikke fordi de er dovne, men fordi de er TRVE CVLT. Forsanger/guitarist Ihsahn ligger dog ikke selv på den lade side og senest har han udgivet albummet Rashomon under navnet Ibaraki.

D-A-D

Det ultimative party-band. Det er simpelthen ikke en ordentlig festival, hvis man ikke har hørt D-A-D, der engang var kendt som Disneyland After Dark.
De fandt deres stil ved at tage til USA og tabe en country&western-konkurrence, og herefter blev deres musik kendt som ko-punk. Det kan man tydeligt høre på deres debut-album, Call of The Wild, der udkom i 1986.
Det er ikke helt til at spå om, hvad vi skal høre. Dette er nemlig en On-Demand koncert, hvor publikum har stemt om de 16 numre på setlisten.

Myrkur 14:15 Hades

Myrkur var engang en dansk popsangerinde, der besluttede sig for at lave blackmetal i stedet for. Den seneste koncert på Copenhell var larm af allerbedste skuffe, men på det seneste album har Myrkur fanget folkesange, så mon ikke årets koncert bliver lidt mere afdæmpet.

Korn 16:00 Helviti

Korn var en af de største og første inden for nu-metal. Altså metal fra starten af 90’erne, der jo så kun er 30 år gammel, og lidt mere funky og fresh end din bedstefars metal.

Opeth 17:45 Hades

De fleste bands passer ned i genrekasser, og så er der Opeth, der har gjort en dyd ud af at forny sig fra album til album gennem de seneste 30 år. De startede med at spille dødsmetal og så har de ellers bare taget den derfra.

Judas Priest 19:15 Helviti

Judas Priest er på guldbryllupsturne og har så overvældende rigeligt med hits at vælge imellem fra en meget lang karriere. Det overrasker lidt, at de kun spiller et enkelt nummer fra 10’erne. Som noget atypisk for bands af den her alder har de inden for de sidste 10 år indspillet hele to skiver, der ovenikøbet er fede.
De spillede sidst på Copenhell i 2011, hvilket skulle have været en afskedsturne. Heldigvis kom de i tanke om, at de synes, at det er fedt at spille heavy.
Det er Painkiller fra 90, der velfortjent får æren af lægge flest (fire) numre til setlisten, og ellers er det mest hits fra firserne, vi får at høre.

KISS 22:30 Helviti

KISS står ikke for Kids In the Service of Satan. Hvilket man må sige er en missed opportunity. KISS er heller ikke nazister, selv om deres album-covers er forbudte i Tyskland, fordi s’erne i KISS ligner SS-runer. 50% af de oprindelige medlemmer af KISS er jøder, og 25% af dem er grafisk designer, så jeg ved ikke, om det her er en you had one job-situation.
KISS er nok mere rock end de er heavy, og jeg ved ikke om de ville stå og spille på Copenhell, hvis det ikke havde været for deres udklædning, hvor de ligner nogen, der spiller væsentlig hårdere musik.
Deres setliste består hovedsageligt af sange fra 70’erne, primært fra debuten KISS fra 1974 og fra Destroyer fra 1976.
I hvad der nok er verdensrekord for mindst rock’n’roll move ever har Gene Simmons (bassisten i KISS og ham der ser mest heavy ud) sagsøgt King Diamond, fordi King Diamonds ansigtsmakeup lignede Gene Simmons for meget.

Onsdag

Endelig er miraklet sket. Copenhell bliver afholdt. Medmindre Danmark da rammes af en epidemi af abekopper, så skal vi langt om længe høre heavy i den københavnske sommersol.

Og hvad er det så for noget musik, vi skal høre? Vi kommer ikke udenom, at Copenhell er de gamle røvhullers festival.
Hovednavnene er for eksempel Mercyful Fate, Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og Kiss. Og her er Metallica de yngste i den gruppe. De har kun spillet sammen i lidt over 40 år, mens Judas Priest kunne fejre deres 50 års jubilæum for to år siden.

Angstskrig

Pandæmonium 2:30

Angstskrig er til gengæld ikke gamle røvhuller. De spiller black’n’roll og har lavet en sang om Platons Hulelignelse.

Suicidal Tendencies

Helviti 3:30

Copenhell er både en festival for metal og for punk. Og det er godt for Suicidal Tendencies, for de er kendt for at spille begge dele, men mon ikke de mest har punk med til os i år. Det er tredje gang, bandet spiller på Copenhell, og jeg så dem faktisk spille på den første Copenhell i 2010. De snakkede meget om at skate i tomme swimming pools. Man kunne mærke, at det at skate i tomme swimming pools vitterlig var noget, der lå forsangeren meget på sinde.

Ugly Kid Joe

Hades 5:15

I de glade 90’ere, dengang MTV stadig spillede musik, havde Ugly Kid Joe et hit med sangen (I Hate) Everything About You. Dette ekstatiske stykke partyrock blev spillet konstant, og er et af mine muntre minder fra musikhistorien.
Nu skal man ikke tro, at Ugly Kid Joe bare var et One Hit Wonder, for de havde nemlig også et hit med Cats in the Cradle, som de dog ikke havde skrevet selv. Det kom bag på mig, at de havde spillet musik siden da, men jeg glæder mig til nostalgi-trippet og til at skråle med på Everything bout You.

Dizzy Mizz Lizzy

Helviti 6:15

Dizzy Mizz Lizzy er et af de helt store danske klassiske rockbands, der var fast tilbehør til 90’ernes ungdomsfester og teenageværelser. Jeg er sikker på, at der er mange, der har glædet sig til at stå på en metalfestival og synge med på Silverflame, Waterline og Love is a Losers game.

Gloryhammer

Hades 8:00

Gloryhammer spiller powermetal. Deres tekster fortæller en historie om helte, der rider på enhjørninge, og tæver den onde hær af kaosvæsener med den magiske hammer. I rummet. Jeg kan ikke forestille mig noget mere smukt.

Metallica

Helviti 9:30

Og når man så har fået armene ned efter at have hørt at Metallica skal spille på Copenhell, melder spørgsmålet sig, præcis fra hvilken del af deres lange og noget svingende karriere har de tænkt sig at vælge deres sange? Metallica-fans elsker at diskutere hvad der er det essentielle Metallica, men de fleste er enige om, at tiden før det sorte album er langt at foretrække frem for tiden efter. Det sorte album er også kendt som Metallica, og det er det med Nothing Else Matters og Unforgiven på. Og de to numre er jo ikke hidsig thrash, men derimod rock-ballader, der blev spillet endog meget højfrekvent på MTV i sin tid, og blev lyttet til af folk, der ikke var die hard metallere. Med andre ord: folk, der ikke kunne nævne tre sange med Metallica.
Det sorte album er dog et fedt album, selv om jeg ville foretrække, at de spillede Masters of Puppets fra ende til anden og så spillede One og Mercyful Fate som ekstranumre.
Det kommer nok ikke til at ske, men ud fra granskning af setlister ser det ud til, at de kommer til at spille fem sange fra Ride the Lightning, tre øvrige gamle sange, fem sange fra Metallica, og tre nye, så vi kan ånde lettet op.

Eller i hvert fald bandet bag forrige årtis bedste metalalbum. Det er ikke kun mig der siger det. Loudwire har udråbt Behemoths The Satanist fra 2014 som årtiets bedste album.

Nu har de naturligvis lavet andet end The Satanist, de har trods alt spillet siden halvfemserne. Derfor præsenterer jeg

5 punkter, der fortæller om Behemoth

Behemoth eller Nergal – Black eller death metal?

Behemoth er godt nok et band med fire medlemmer, men det er forsanger og guitarist Adam “Nergal” Darski, der er frontfigur og bagmand. Han kalder deres musik for blackened deathmetal. Hvilket jeg tror er noget han fandt på til et pressemøde, hvor han blev spurgt, om de spillede black eller death metal. Musikken har vitterlig udviklet sig, men der er ingen tvivl om, at de startede med at spille black metal. Så meget black at

De var på en tribute to Mayhem-skive

Og det giver ganske glimrende mening. Deres første skiver lyder som nogen, der prøver at lyde som om de kommer fra Norge. Ydermere er der på denne skive kun to bands, der ikke kommer fra Norge, nemlig Behemoth og Vader. Vader kommer ligesom Behemoth fra Polen. Vader er dog allerede garvede rotter på det her tidspunkt; de tog deres guitarer og begyndte at spille i firserne efter at have lyttet til det tidlige Slayer.

Det med Satan
Jeg har vist aldrig fundet en autoriseret forklaring på, hvorfor Behemoth valgte at kalde sig Behemoth. Oprindeligt er det fra Bibelen, fra Jobs bog, hvor gud taler om de to væsener Leviathan og Behemoth, som mennesket ikke kan tæmme. Det er enten to mytiske kaosvæsener eller henholdsvis en krokodille og en flodhest.
Men der er meget Satan i Behemoths tekster og album-titler. Vi skal også huske, at Behemoth kommer fra Polen, hvor Kirken har mere magt end i Danmark, og der måske er noget reelt at protestere imod. Nergal har været tiltalt for blasfemi for at have brændt en bibel på scenen, og taler varmt om lande, der har en mere moderne tilgang til ytringsfrihed.

Stadionbaskere og livealbum

Hvis du kun skal høre to album af Behemoth, er det her det andet. I slutningen af halvfemserne og op igennem nullerne udviklede Behemoth deres lyd og blev meget mere spændende. I mine ører lyder deres album for denne her periode noget overproducerede. Lyd er en personlig sag, andre vil antageligvis sige noget andet. Samtidig synes jeg at sangene på de givne album er noget ujævne. Endelig synes jeg at kunne identificere sange jeg ville kalde for stadionbaskere, altså sange, der er skrevet til at blive spillet live. Og de virker jo netop rigtig fede – live. Alt dette fører til, at man bør hoppe over deres studiealbum og finde et live-album i stedet. Og her er lyden mere rigtig. På dette album er der en cover-version af Turbo Negros I got Erection.

Og endnu en udgave af I got Erection

The Satanist

Som sagt har Loudwire udkåret dette album som årtiets bedste. Men bare vent til de skal kåre århundredets.
Her er åbningsnummeret med officiel video

Og hvad så nu?

Og hvad så nu?
Det er svært at overgå The Satanist, og det gjorde Behemoth heller ikke med I loved you at your Darkest i 2018.
Det nyeste udspil er denne single. Den er spændende, og man kunne ønske sig, at de ville arbejde noget mere i den retning.

Endnu et menneske har stillet træskoene, og denne gang var det den legendariske musikproducer Martin Birch, der i en alder af 71 takkede af. Vi præsenterer hermed en række videoer til at mindes ham ved.

Iron Maiden

Martin Birch producerede albums med en række af de bands, der definerede den hårde rock og heavy metal. Heriblandt Iron Maiden. Og hvilke Iron Maiden-albums, om man må spørge? Alle de fede fra firserne. (Med undtagelse af debutalbummet) Det må være på sin plads at udnævne Martin Birch til det syvende medlem af Iron Maiden. Han trak sig tilbage fra musikbranchen efter at have produceret Fear of The Dark for Iron Maiden i 1992. Og lige siden har Iron Maiden manglet en, der kan sige: Det der er altså en dårlig ide, Steve.

Black Sabbath

Black Sabbath har også været i Martin Birchs kyndige hænder. Efter Ozzy Osbourne forlod bandet, eksperimenterede Black Sabbath med at have en forsanger, der rent faktisk kunne finde ud af at synge. Og det var Ronnie James Dio. Black Sabbath nåede indspille to album med Dio bag mikrofonen og Martin Birch bag mixerpulten, nemlig Heaven and Hell og Mob Rules. De fleste er enige om, at de to album er de to bedste uden Ozzy.

Rainbow

Det var dog ikke første gang, at Dio arbejdede sammen med Martin Birch. Umiddelbart før han tog pladsen som forsanger i Black Sabbath, sang han for Rainbow, tidligere kendt som Ritchie Blackmore’s Rainbow. Bandet minder om en proto-udgave af The Apprentice, hvor guitarist Ritchie Blackmore overgår Donald Trump i at sige “You’re fired”. Da Blackmores gamle band ikke vil være med til at indspille et par sange, går Blackmore i studiet med Dio og hans daværende band, Elf. De kan lide at arbejde sammen og bliver så til Rainbow, hvorefter Blackmore fyrer alle fra Elf, der ikke er Dio. Og senere hen alle de bandmedlemmer, der irriterer ham bare det mindste. Martin Birch producerede de tre studiealbum, som Rainbow indspillede i 70’erne. Her er en lille melodi fra deres andet album:

Deep Purple

Ritchie Blackmore og Martin Birch kendte også hinanden fra før, nemlig fra Blackmores tidligere band, Deep Purple. Martin Birch nåede at være med til at producere ti af bandets album i 70’erne. Det gør ham til den mest konsistente person i Deep Purple, et band med velsmurte svingdøre. Kendere af Deep Purple kalder de forskellige line-ups for mark I, II, III og IV for at holde rede i dem Her er en sang fra mark II:

Wayne County & The Electric Chairs

Og endelig et band, jeg intet kendte til, før jeg slog Martin Birch op på wikipedia. Wayne County & The Electric Chairs. Umiddelbart skiftede Wayne navn til Jayne og hendes band hedder i dag The Electric Queers. I de tidlige 70’ere spillede Wayne i Pork, et teaterstykke af Andy Warhol, og hendes sceneshow fra 74, Wayne County at The Trucks, hævder hun er inspirationskilde til David Bowies Diamond Dogs-turne. Hun var på det tidspunkt signet til David Bowies management-firma, der brugte 200.000 $ på at filme showet uden at udgive materialet.
Men det ændrer ikke på, at Storm the Gates of Heaven er sådan en yndig melodi og meget passende til denne lejlighed: