Kategoriarkiv: Musik

Behemoth – måske verdens fedeste band

Eller i hvert fald bandet bag forrige årtis bedste metalalbum. Det er ikke kun mig der siger det. Loudwire har udråbt Behemoths The Satanist fra 2014 som årtiets bedste album.

Nu har de naturligvis lavet andet end The Satanist, de har trods alt spillet siden halvfemserne. Derfor præsenterer jeg

5 punkter, der fortæller om Behemoth

Behemoth eller Nergal – Black eller death metal?

Behemoth er godt nok et band med fire medlemmer, men det er forsanger og guitarist Adam “Nergal” Darski, der er frontfigur og bagmand. Han kalder deres musik for blackened deathmetal. Hvilket jeg tror er noget han fandt på til et pressemøde, hvor han blev spurgt, om de spillede black eller death metal. Musikken har vitterlig udviklet sig, men der er ingen tvivl om, at de startede med at spille black metal. Så meget black at

De var på en tribute to Mayhem-skive

Og det giver ganske glimrende mening. Deres første skiver lyder som nogen, der prøver at lyde som om de kommer fra Norge. Ydermere er der på denne skive kun to bands, der ikke kommer fra Norge, nemlig Behemoth og Vader. Vader kommer ligesom Behemoth fra Polen. Vader er dog allerede garvede rotter på det her tidspunkt; de tog deres guitarer og begyndte at spille i firserne efter at have lyttet til det tidlige Slayer.

Det med Satan
Jeg har vist aldrig fundet en autoriseret forklaring på, hvorfor Behemoth valgte at kalde sig Behemoth. Oprindeligt er det fra Bibelen, fra Jobs bog, hvor gud taler om de to væsener Leviathan og Behemoth, som mennesket ikke kan tæmme. Det er enten to mytiske kaosvæsener eller henholdsvis en krokodille og en flodhest.
Men der er meget Satan i Behemoths tekster og album-titler. Vi skal også huske, at Behemoth kommer fra Polen, hvor Kirken har mere magt end i Danmark, og der måske er noget reelt at protestere imod. Nergal har været tiltalt for blasfemi for at have brændt en bibel på scenen, og taler varmt om lande, der har en mere moderne tilgang til ytringsfrihed.

Stadionbaskere og livealbum

Hvis du kun skal høre to album af Behemoth, er det her det andet. I slutningen af halvfemserne og op igennem nullerne udviklede Behemoth deres lyd og blev meget mere spændende. I mine ører lyder deres album for denne her periode noget overproducerede. Lyd er en personlig sag, andre vil antageligvis sige noget andet. Samtidig synes jeg at sangene på de givne album er noget ujævne. Endelig synes jeg at kunne identificere sange jeg ville kalde for stadionbaskere, altså sange, der er skrevet til at blive spillet live. Og de virker jo netop rigtig fede – live. Alt dette fører til, at man bør hoppe over deres studiealbum og finde et live-album i stedet. Og her er lyden mere rigtig. På dette album er der en cover-version af Turbo Negros I got Erection.

Og endnu en udgave af I got Erection

The Satanist

Som sagt har Loudwire udkåret dette album som årtiets bedste. Men bare vent til de skal kåre århundredets.
Her er åbningsnummeret med officiel video

Og hvad så nu?

Og hvad så nu?
Det er svært at overgå The Satanist, og det gjorde Behemoth heller ikke med I loved you at your Darkest i 2018.
Det nyeste udspil er denne single. Den er spændende, og man kunne ønske sig, at de ville arbejde noget mere i den retning.

Hvil i fred, Martin Birch

Endnu et menneske har stillet træskoene, og denne gang var det den legendariske musikproducer Martin Birch, der i en alder af 71 takkede af. Vi præsenterer hermed en række videoer til at mindes ham ved.

Iron Maiden

Martin Birch producerede albums med en række af de bands, der definerede den hårde rock og heavy metal. Heriblandt Iron Maiden. Og hvilke Iron Maiden-albums, om man må spørge? Alle de fede fra firserne. (Med undtagelse af debutalbummet) Det må være på sin plads at udnævne Martin Birch til det syvende medlem af Iron Maiden. Han trak sig tilbage fra musikbranchen efter at have produceret Fear of The Dark for Iron Maiden i 1992. Og lige siden har Iron Maiden manglet en, der kan sige: Det der er altså en dårlig ide, Steve.

Black Sabbath

Black Sabbath har også været i Martin Birchs kyndige hænder. Efter Ozzy Osbourne forlod bandet, eksperimenterede Black Sabbath med at have en forsanger, der rent faktisk kunne finde ud af at synge. Og det var Ronnie James Dio. Black Sabbath nåede indspille to album med Dio bag mikrofonen og Martin Birch bag mixerpulten, nemlig Heaven and Hell og Mob Rules. De fleste er enige om, at de to album er de to bedste uden Ozzy.

Rainbow

Det var dog ikke første gang, at Dio arbejdede sammen med Martin Birch. Umiddelbart før han tog pladsen som forsanger i Black Sabbath, sang han for Rainbow, tidligere kendt som Ritchie Blackmore’s Rainbow. Bandet minder om en proto-udgave af The Apprentice, hvor guitarist Ritchie Blackmore overgår Donald Trump i at sige “You’re fired”. Da Blackmores gamle band ikke vil være med til at indspille et par sange, går Blackmore i studiet med Dio og hans daværende band, Elf. De kan lide at arbejde sammen og bliver så til Rainbow, hvorefter Blackmore fyrer alle fra Elf, der ikke er Dio. Og senere hen alle de bandmedlemmer, der irriterer ham bare det mindste. Martin Birch producerede de tre studiealbum, som Rainbow indspillede i 70’erne. Her er en lille melodi fra deres andet album:

Deep Purple

Ritchie Blackmore og Martin Birch kendte også hinanden fra før, nemlig fra Blackmores tidligere band, Deep Purple. Martin Birch nåede at være med til at producere ti af bandets album i 70’erne. Det gør ham til den mest konsistente person i Deep Purple, et band med velsmurte svingdøre. Kendere af Deep Purple kalder de forskellige line-ups for mark I, II, III og IV for at holde rede i dem Her er en sang fra mark II:

Wayne County & The Electric Chairs

Og endelig et band, jeg intet kendte til, før jeg slog Martin Birch op på wikipedia. Wayne County & The Electric Chairs. Umiddelbart skiftede Wayne navn til Jayne og hendes band hedder i dag The Electric Queers. I de tidlige 70’ere spillede Wayne i Pork, et teaterstykke af Andy Warhol, og hendes sceneshow fra 74, Wayne County at The Trucks, hævder hun er inspirationskilde til David Bowies Diamond Dogs-turne. Hun var på det tidspunkt signet til David Bowies management-firma, der brugte 200.000 $ på at filme showet uden at udgive materialet.
Men det ændrer ikke på, at Storm the Gates of Heaven er sådan en yndig melodi og meget passende til denne lejlighed: