Trump — et tilbageblik

Der var engang, en lykkelig gang, hvor vi ikke rigtig troede, at det ville ske, at det kunne ske, at den Orange Klovn kunne blive valgt til en af de mest betydningsfulde poster i verden.

Men Adam Todd Brown var på vagt. Han har skrevet mange ret spændende artikler for Cracked, og han skrev en, hvor han sammenlignede Donald Trump med Hitler. Det vækker altså nostalgi at tænke tilbage på en tid, hvor det at sammenligne Trump med Hitler kunne få nogen til at løfte et øjenbryn.

Her i min genlæsning er det gået op for mig, at Hitler-artiklen er den første artikel i en løseligt forbundet serie af tre, så vi tager dem alle.

https://www.cracked.com/blog/why-comparing-donald-trump-to-hitler-makes-perfect-sense/

Og her er en af mine yndlingskonspirationsteorier. Jeg er på ingen måde overbevist, men det giver på den anden side bare så god mening. Der var engang, hvor den svenske musikgruppe Ace of Base dominerede radiobølgerne og dansegulvet, men hvad nu hvis det var noget helt andet, de var ude på at dominere?

https://www.cracked.com/blog/how-90s-pop-band-secretly-sold-nazism-to-america/

Men hvor galt kan det gå? Det svarer Adam Todd Brown på ved at fortælle os, hvor galt det har været gået i Amerika:

https://www.cracked.com/blog/5-awful-moments-in-american-history-that-can-happen-again/

Hold da op, det blev mørkt. Var det ikke meningen, at vi skulle læse vittigheder og more os?

Her er en sjov artikel, hvor Chris Bucholz giver året 2016 sin MUS.

https://www.cracked.com/blog/a-serious-talk-with-2016-its-performance/

Der var mange af os, der gik og tænkte: Det må da være en joke. Det må simpelthen være en practical joke i den bedste Borat-ånd.
Og ja, det var det. Her er Daniel O’briens fortælling om, hvordan det gik til, at en skribent fra Cracked hjalp en forretningsmand med den tykkeste omgang performance-komik:

https://www.cracked.com/blog/what-i-learned-accidentally-managing-trumps-campaign/

Men hvis vi lige lægger komedien til side et øjeblik. Hvad var det, der skete, hvordan kunne det gå til?
Det forklarer David Wong os i denne artikel, der giver et fint indblik i den amerikanske mentalitet, der førte til, at næsten halvdelen af en nation stemte Donald Trump ind i det hvide hus.

https://www.cracked.com/blog/6-reasons-trumps-rise-that-no-one-talks-about/

Trump er de fem dummeste mennesker i verden — Donald Trump ifølge Seanbaby

Hvis der er noget, Seanbaby har forstand på, så er det dumhed. En stor del af hans humor er bundet op på at håne alt hvad der er dumt med så stort eftertryk, at man ikke skulle tro, at selv de lettere uvidende ville dø af skam, inden de nåede udenfor deres hoveddør.


Derfor kan det undre, at det kun er sket en enkelt gang, at Seanbaby er faret i blækhuset og har hudflettet det omvandrende bremsespor, som amerikanerne har valgt til præsident, nemlig Donald Trump.


Men dette er artiklen, hvor Seanbaby tager The Donald under behandling. Og det er ikke nok at kalde ham dum. Donald Trump er simpelthen de fem dummeste mennesker på jorden. I et forfatterskab, hvor stort set hvert ord er hysterisk genialt morsomt, præsterer denne kagstrygning af præsidenten at være en af Seanbabys ypperste artikler.


Seanbaby er samtidig i sit pædagogiske hjørne. Han lærer os om de fem typer dumme mennesker: Holderen af generel viden, Det rene intellekt uberørt af ekspertise, Det beslutsomme fjols, Det tekniske geni og Den, der ikke kan narres. Og så forklarer han, hvordan Donald Trump er et eksempel på hver eneste af de fem typer.

www.cracked.com/blog/the-5-stupidest-people-planet-are-all-donald-trump/

Bonuslink: Podcast med Seanbaby, der blev postet sammenfaldende med artiklen

www.cracked.com/podcast/5-ways-donald-trumps-lies-are-trying-to-break-your-brain/

Youtube-guide

Shadiversity

Har du nogensinde set en film eller spillet et spil i fantasy-genren og så tænkt: Gad vide, om det sværd eller den slåskamp eller den borg der er realistisk? Hvordan ville det i grunden være, hvis det her faktisk var den rigtige middelalder?

Hvis du kan svare ja til dette, så har du brug for Shadiversity. Denne youtuber vil forklare dig i lange, detaljerede, men stadig fantastisk underholdende videoer, hvad der er historisk korrekt og hvad der simpelthen er fjollet.

Hvis du for eksempel går rundt og tror, at samuraisværd er det bedste supervåben i verden, vil denne video svare på flere spørgsmål om samuraisværd, end du vidste kunne findes.

youtube.com/Biggest Katanamisconceptions debunked

Hvis du nogensinde har set Ringenes Herre og tænkt: Vent lige lidt, er de der borge realistiske. Ville folk i middelalderen rent faktisk bo og kæmpe i dem, eller ville de bare prutte lidt på dem og ride videre? Denne video går i dybden med borgene i Ringenes Herre:

http://youtube.com/Are the castles and cities in LOTR realistic?

Og endelig, så ved vi jo alle, at golfkøllen er det farligste våben i verden. Det ved Shad også, og denne video forklarer hvorfor.

Why the golfclub is the bestest weapon evar

Hotdog-apokalypsens fire ryttere – nu med eksemplariske artikler

Min advokat mener, at jeg skal skrive, at jeg fortæller om en hjemmeside ved navn 1900hotdog, ikke Hotdog-apokalypsen. Selv om alle ved, at Hotdog-apokalypsen er et langt federe navn end 1900hotdog.
Men det er således, at min advokat får sådan et anstrengt blik i øjnene og begynder at hive efter vejret, hver gang jeg lufter ideen om at sende endnu et forslag om noget af sted til Seanbaby, 1900hotdogs grundlægger.
Så hvis nogen har undret sig over, at 1900hotdog hedder 1900hotdog og ikke noget langt federe, så er det altså derfor.


1900hotdog er som bekendt en humorhjemmeside, der kræver Patreon-medlemskab, og som blev startet op af Seanbaby i samarbejde med Robert Brockway tidligere i år. Indtil videre har de haft gæsteskribenterne David Wong og Chris Bucholz til at skrive enkelte artikler til hjemmesiden.
Hvis man nu har læst hver eneste artikel på humorhjemmesiden Cracked.com i løbet af de sidste ti år, vil man være meget velbekendt med de fire herrer, og man vil muligvis også være i gang med at savle en anelse. Hvis man ikke har, må man tage til takke med denne artikel, der introducerer de fire ryttere i Hotdog-apokalypsen:

4. Seanbaby.
Lyder også navnet Sean Riley. Vi ved ikke hvorfor. Han har skrevet internethumor så længe, at flyveøglerne fik ondt i vingerne af at skulle flyve rundt med de stenplader, hans første artikler blev mejslet i.
Hans hobbier inkluderer: ikke at skrige og tage flere bukser på, sparke motorblokke i stykker og eje masser af dumme ting. Og endelig skrive artikler, hvor han håner dumme ting. Seanbaby har i den tid, hvor han var skribent og senere redaktør for Cracked siddet og lavet en liste over 700 ideer til artikler. Og det er så de artikler, vi kan finde på 1900hotdog. De fleste af dem vil jeg gå ud fra han er kommet på ved at lukke øjnene, pege på sin bogreol og sige: Nu vil jeg håne dumheden i den bog der.
Her er en god gammel klassiker, hvor Seanbaby håner fire bøger til ældre mennesker.
www.cracked.com/blog/4-hilarious-self-help-books-crazy-old-people/

3. Robert Brockway
Intet kendt alias. Absolut intet kendt alias. Brockway har været skribent og redaktør for Cracked i løbet af 10’erne. Nu er han så medskyldig i at have begået hjemmesiden 1900hotdog.
Herudover har han skrevet adskillige bøger, de fleste står på hylden med science fiction. Jeg har læst noget af hans RX, en cyberpunk-roman, og kan sige, at de første 4 procent er ganske glimrende.
Brockway har skrevet lidt af hvert for Cracked, men nogle af de emner, han kredsede om, var netop science fiction og skrivekunst. Her er en artikel om, hvad man skal gøre ved skriveblokering:
www.cracked.com/blog/5-tips-punching-writers-block-in-face/

2. David Wong
Vidste du, at David er det mest udbredte fornavn i verden, og at Wong er det mest almindelige efternavn. Men at der ikke er nogen, der hedder David Wong. Det vidste Jason, da han skulle vælge sig et kunstnernavn. Og nu ved du det også. Wong ved en masse ting, og hans artikler er sædvanligvis mættet med information. Og links. Så mange links til kilderne til hans information.
Faktisk kan man engang imellem komme lidt i tvivl om, om Wong nu husker, at han skriver for en humorhjemmeside. Men hvis han ikke skulle huske det, hvem skulle så?
Wong har været chefredaktør og skribent for Cracked i over ti år. For tiden passer han sin forfatterkarriere, hvor “John Dies at the End”, en over-the-top-horror-komedie — tror jeg nok, man kan kalde den, men jeg havde det i hvert fald fornøjeligt med at læse med at læse den og dens efterfølgere, nok er det største hit. “John Dies at the End” er også filmatiseret.
Wongs interesserer sig for motivation og at kritisere underlæggende fortællinger i populærkultur.
Her er en artikel om motivation, som Cracked plejer at poste hvert år op til nytår.
www.cracked.com/blog/6-harsh-truths-that-will-make-you-better-person/

1. Chris Bucholz
Jeg kan ikke sige særlig meget om Chris Bucholz; feernes forbandelse var meget specifik på det punkt.
Men jeg kan godt fortælle, at manden er morsom. Og når jeg nævner det som det definerende træk i en artikel, hvor de tre andre gutter er så sjove, at de burde udstyres med advarselsmærkater for hjertepatienter, bærer det en vis vægt.
Han har også skrevet science fiction-bøger. Jeg har læst hans “Severance”, som dog ikke hører til blandt mine favoritter. Jeg synes, at hans artikel, der promoverede bogen, var langt bedre end bogen selv. Men endnu bedre end den artikel er:
www.cracked.com/blog/greatest-note-ever-left-dented-car/

5 forklaringer på navne på bands, jeg ikke skal høre på Copenhell i år.

5. Denial of God

Nu har jeg spurgt internettet, der jo ellers ved alt, og der er ingen forklaring på, hvorfor Danmarks ældste blackmetalband kalder sig selv for Denial of God. De er ellers så gamle, at de begyndte at spille, før det blev alment kendt, at norske stavkirker var brandbare, så måske er det bare nedfældet på pergament et sted.

Derfor vil jeg komme med et kvalificeret gæt. Bandet blev grundlagt af de to brødre Ustumallagam og Azter i 1991. Jeg tror, at da brødrene skulle døbes, og moderen slæbte dem op til døbefonten, og så sagde præsten nej, man kan altså ikke hedde Ustumallagam og Azter. Og således oplevede brødrene: Afvisning af Gud — Denial of God

Men de spiller en groovy form for blacket horrormetal, som nok er det, jeg havde glædet mig mest til at høre på dette års Copenhell, så jeg krydser horn, indtil det gør helt ondt i hænderne, for at de skal rejse sig fra graven og vende tilbage til næste år.

4. Kiss


Kiss er sådan et band, der ser lidt fascinerende ud på afstand, men som bliver stedse mere skuffende, jo tættere man kommer på dem.
Tag for eksempel navnet. Man tror, de har et rigtig sejt navn, hvor Kiss står for Knights In the Service of Satan. Men det gør det bare ikke. Det er simpelthen bare Kiss som i et kys, og forklaringen på navnet er, at trommeslageren, Peter Criss, havde spillet i et band ved navn Lips og så kom guitaristen, Paul Stanley, til at tænke på navnet Kiss. Man kunne tænke sig, at hvis Kiss havde brudt op og resterne så fundet en ny bandkonstellation, ville de have kaldt sig for Tongue. Hvis de så bare bare havde fortsat den kæde, indtil de var kommet til Skullsucker, så ville de have haft et fedt navn.

De er heller ikke nazister. To af medlemmerne er endda jøder, men alligevel skriver de navnet Kiss med SS-runer. I hvert fald i lande, hvor det er tilladt at skrive sit navn med SS-runer. I lande som Tyskland, Østrig og Israel er de nødt til at stave Kiss med rigtige s’er.

Og så optræder de i sort og hvid ansigtsmaling og kostumer, så de ved første øjekast ligner nogen, der kommer fra Norge og spiller grum black metal. Men det er falsk varebetegnelse, for de spiller egentlig bare rock, der ikke er særlig heavy.

Og her er lidt bonusinfo. Gene Simmons ville engang sagsøge King Diamond, fordi hans ansigtsmaling lignede Gene Simmons’ ansigtsmaling, som han havde registreret copyright på. Det er meget svært at være mindre metal end det. Det er så svært at være mindre metal, at hvis Justin Biebers kønshår og Gene Simmons lavede en konkurrence om at være mindst metal, så skulle Justin Biebers kønshår virkelig strenge sig an for at have en chance.

3. Iron Maiden


Navnet kommer af, at tilbage i firserne blev England hærget af deres premierminister, Margaret Thatcher, der knuste fagforeninger og slagtede den offentlige sektor. Derfor fik hun tilnavnet Iron Maiden, der både refererer til en mø med vilje af stål og et middelalderligt torturinstrument, der spidder og knuser sit offer, lidt ligesom Margaret Thatcher gjorde ved den offentlige sektor. Og derfor var der et punkband, der kaldte sig Iron Maiden efter hende for at gøre opmærksom på, at privatisering og neoliberalistisk amokløb er en dårlig ide.

Det ville være en ret fantastisk historie, hvis den var sand, men det er den bare ikke.

En dag i 70’erne sad Steve Harris, grundlægger, bassist, eneste stabile bandmedlem fra start til nu, og læste en bog ved navn The Man in The Iron Mask og tænkte: Iron Maiden, det er da et fedt navn til et band. Historien melder intet om, om han nogensinde fik læst titlen og resten af bogen færdig, så han fandt ud af, at de skulle hedde Iron Mask i stedet for Iron Maiden.

Iron Maiden laver to slags album: deres rigtig fede album fra firserne og så de album, der egentlig ikke er dårlige, men bare giver en lyst til at høre de rigtig fede album fra firserne i stedet for. På samme måde laver de to slags turneer: en, hvor de promoverer deres nyeste album, og så en, hvor de giver fansene det, de vil have, og spiller alle de gamle hits fra de fede album fra firserne. Den koncert, vi ikke hører på Copenhell i år, var en go’e gamle hits-koncert, så vi var garanteret en sublim oplevelse, en af de bedste koncerter man kan tænke sig, med akkurat samme setliste som sidste gang Iron Maiden spillede på Copenhell.

2. Judas Priest


Yes. Judas Priest, det må da have en masse med Satan at gøre. Tænker man. I virkeligheden er Judas Priest en måde at bande på fra gamle dage, hvor man var for velopdragen til at sige Jesus Christ.

Men det var ikke det, de oprindelige Judas Priest-medlemmer tænkte på, da de valgte navn. De tog nemlig deres navn fra en sang af Bob Dylan, helt præcist The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Nu var det helt tilbage i 1969, en mere naiv og tolerant tid, hvor det at referere til Bob Dylan-tekster faktisk var socialt accepteret. Men den reelle betydning af navnet fortaber sig i hashtågerne, ligesom den oprindelige besætning blev tabt på vej hen mod den første pladeindspilning.

Judas Priest blev dengang kørt i stilling som de nye Black Sabbath af deres producer, Rodger Bain, der havde været Black Sabbaths producer på deres første tre album. Judas Priest ville hellere være sig selv, og Rodger Bain var kun producer på deres første album, Rocka Rolla. Bandet holdt så lidt af Rocka Rolla, at forsangeren, Rob Halford, senere opfordrede deres fans til at brænde albummet. Hvilket jeg finder meget forkasteligt. Tænk på, hvor meget sådan en plade forurener, når den brænder.

Senere skulle Judas Priest blive centrum for verdenshistoriens mest absurde retssag, hvor de blev sagsøgt, efter to unge mænd skød sig selv efter at have lyttet til et Judas Priest-album. De blev beskyldt for at have indspillet ordene “Do it” baglæns i en sang. Jeg tror altså, at de eneste, der kan finde på at indspille hemmelige beskeder baglæns på plader, er de folk, der lever af at sælge dig en ny pickup, efter du har smadret den gamle på at køre dine plader baglæns.

Judas Priest bliver kun bedre og bedre med årene, og de har lavet et par rigtig fede skiver, siden sidst de spillede på Copenhell. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne skrive, at de kommer og spiller til næste års festival.

1. Mercyful Fate


Vi ved helt præcist, hvorfor Mercyful Fate hedder Mercyful Fate. Det gør de, fordi det var det, den daværende managers kæreste foreslog, dengang bandet opstod af resterne af punkbandet Brats. Vi ved bare intet om, hvorfor hun synes, at det var et passende navn. Det kan være, at hun prøvede at kapre en plads i Guiness Rekordbog for ironi, eller blot forvekslede bandet med et andet, for hvis der er noget, der ikke er i Mercyful Fates tekstunivers, så er det Mercy. Hekse, Satan, forbandelser, hævn og mere Satan. Det er der i en sang af Mercyful Fate, men barmhjertighed, det ord har de altså ikke fundet i ordbogen endnu.

Forsangeren hedder som bekendt King Diamond. Det er der heller ikke en forklaring på, og King selv siger, at der ikke ligger nogen betydning i navnet. Men han tog navnet, da han var guitarist i bandet Brainstorm 5 år før Mercyful Fate, så måske refererer det til noget, der er tabt i historiens tåger. Guitarist Hank Sherman hed for eksempel Hank the Wank, inden han skiftede kunstnernavn.

Mercyful Fate har meldt ud, at de ville spille sange fra debut-ep’en og de to første album, altså materiale fra de tidlige firsere, inden de splittede op. Senere genforenede de sig, og udgav 5 album af meget varierende kvalitet. Det kan ikke udelukkes, at de har skrevet nyt materiale, som de så også ville spille til koncerten. Og deres kontrakt fra 90’erne lød på 6 album, så det kan heller ikke helt udelukkes, at der kommer et nyt album fra dem. De har for øvrigt ikke været opløst i denne omgang, de har bare ligget lidt på den lade side siden 1999.

King Diamond selv går også og barsler med et nyt album. Han har et studie i sit hjem, hvor han har puslet om albummet i rigtig lang tid efterhånden, så det kan blive helt perfekt. Sidste år udgav han en single fra det, så nu kan det komme hvert år det skal være.

Bonusinfo: Mercyful Fate har fortalt, at deres inspiration var Judas Priest. Og hvis man lytter til Judas Priest-sangen Saints in Hell, er det let at høre indflydelsen.

Jeg havde glædet mig til at høre Mercyful Fate. Jeg har hørt King Diamond en gang eller femten, og det er altid en fed oplevelse, selv om også han har en tendens til at hænge fast i den samme setliste. Men hvis skæbnen ellers er os nådig, mon ikke de kommer forbi Refshaleøen til næste år.

Mageløse Seanbaby og 4 steder, man kan finde ham.

Det første spørgsmål er naturligvis:
Hvorfor skal man finde Seanbaby?
Det skal man, fordi Seanbaby er morsom. Det var faktisk ham, der opfandt det med at være sjov på internettet. Så hvis vi forestiller os et internet, hvor det eneste indhold er skatteopgørelser, porno og pinglydene fra et 56k modem, så kommer Seanbaby og siger, nu skal der være vittigheder.
Det er Seanbaby selv, der har sagt det og, da han er MMA-kæmper, samtidig med at han er humorsnedker, har jeg ikke i sinde at tvivle på hans ord.
Og jeg skal understrege, at dette er en guide til at finde Seanbabys humoristiske tekster på internettet, ikke en guide til at finde ham selv. Efter min fiasko med Amelia Earhart er jeg færdig med at lave menneskeskattejagter.
Så er det bedre at blive hjemme og læse tegneserier, men tegneserier er bare ikke seje nok fra start af. Det ved Seanbaby, og derfor har han hjulpet menneskeheden ved at gøre tegneserier seje nok
www.cracked.com/blog/man-comics-comics-for-men/

Den opmærksomme læser vil se, at artiklen ligger i …

4. Crackeds arkiver

Og der ligger rigtig meget mere af samme skuffe. Og skuffer, der er faldet ud af kommoder fra helt andre dimensioner, men stadig skrevet af Seanbaby. I årene 2009 til 2020 huserede han hos Cracked.com, der som bekendt er en hjemmeside, der leverer humor sat op i listeformat. De første fem år var han en meget flittig skribent, de sidste var han primært redaktør, men når han så endelig postede en artikel, var der grund til glæde foran computerskærmen. Eller rettere latterkrampe på gulvet foran computerskærmen.
Men hvad er det for nogle ting, Seanbaby skriver? Og hvordan er det at skrive for Cracked? Det har Seanbaby skrevet en artikel om.
www.cracked.com/blog/11-things-i-learned-from-writing-100-cracked-articles/
Det er samtidig den artikel i verden, der linker til flest Seanbaby-artikler overhovedet, så det kommer ikke som en overraskelse, at det nok er verdens fedeste artikel. Hvis man gerne vil have et let overblik over de artikler, Seanbaby har skrevet for Cracked, er arkiverne lidt bøvlede at finde rundt i. Der er en meget bedre metode, nemlig:

3. Seanbaby.com

Her finder man links til samtlige artikler, Seanbaby har skrevet for Cracked. Og de er sat op på en let og overskuelig måde. (Der er lidt over 200) Samtidig er der ting, Seanbaby har lavet, inden han begyndte at skrive for Cracked. (Hver gang jeg prøver at tælle dem, finder de mig i en skov tre dage senere) Der ligger for eksempel noget om skridtspark og kærlighed.
www.seanbaby.com/kttg/kttglovestory01.htm Og så er det, man ser datoen: Siden har været oppe siden 1997. Det viser sig, at når Seanbaby siger, at det var ham, der opfandt at være sjov på internettet, var det den eneste gang, han var alvorlig. Hjemmesiden fortæller også, at Seanbaby har lavet spillet

2. Calculords


Og det er verdens bedste spil. Eller det er i hvert fald hamrende sjovt. Eller i det mindste så forfriskende anderledes, at man sagtens kan installere det bare for at tjekke det ud. Det er et samlekortspil, hvor man spiller rumsoldater ved at lave regnestykker. Forstået på den måde, at i din runde får du nogle tropper fra dit deck, for eksempel en alien, der for eksempel kan have tallet 25. Samtidig får du en bunke tal. Hvis du så kan lave et regnestykke, der giver 25, kan du spille din alien, hvorefter du håber, at han kan gå fra venstre side af skærmen over til højre og angribe din modstanders base. Konceptet er genialt, og spillet er gangske morsomt, men udførelsen bærer visse steder præg af indieproduktion. En opfølger er i støbeskeen, men det har den været i så lang tid, at jeg tror, at smeltediglen er blevet kold. Jeg skrev og spurgte Seanbaby, om toeren ikke snart var på vej, men fik det svar, at han arbejdede på to efterfølgere, men at det mest var et aften- og weekendprojekt.
Seanbaby har skrevet en artikel om at lave et spil, hvilket burde overraske absolut ingen.
www.cracked.com/blog/5-things-you-learn-when-making-modern-video-game/

Til gengæld er det overraskende, hvor let det at have det sjovt og narre dine børn til at lave matematik. Endelig fortæller hjemmesiden, at Seanbaby har en Patreonside ved navn:

1. 1900hotdog.com/ alternativt patreon.com/1900HOTDOG/posts

Og det er her, man finder det nyeste skriveri af Seanbaby. Og venner. Seanbaby har startet siden op sammen med Robert Brockway, en anden gammel kending fra Cracked, mens Chris Bucholz og David Wong, der også er kendt fra Cracked, har skrevet gæsteartikler.

Siden startede op 29. februar 2020, så det er stadig den spæde start. Siden er dedikeret til at håne dumme ting fra den forkerte dimension. Porten til den forkerte dimension er muligvis Seanbabys bogreol, for det er der, meget af det, han skriver om, kommer fra.
Nu vil jeg ikke linke til artikler, for de er bag Patreons betalingsmur. Men man laver en Patreonkonto. Og så vælger man et månedligt beløb, man vil give 1900hotdog. Måske er det nok at give 0.01 dollar, for det er det beløb, hjemmesiden 1900hotdog.com spørger efter. Det er mere læsevenligt at læse artiklerne her, i stedet for gennem Patreons egen side.
Men det er nu ikke fordi humoren er så meget anderledes end Seanbabys gamle artikler, så man kan sagtens starte på seanbaby.com/