Hvad skal vi høre på Copenhell?

Onsdag

Endelig er miraklet sket. Copenhell bliver afholdt. Medmindre Danmark da rammes af en epidemi af abekopper, så skal vi langt om længe høre heavy i den københavnske sommersol.

Og hvad er det så for noget musik, vi skal høre? Vi kommer ikke udenom, at Copenhell er de gamle røvhullers festival.
Hovednavnene er for eksempel Mercyful Fate, Metallica, Iron Maiden, Judas Priest og Kiss. Og her er Metallica de yngste i den gruppe. De har kun spillet sammen i lidt over 40 år, mens Judas Priest kunne fejre deres 50 års jubilæum for to år siden.

Angstskrig

Pandæmonium 2:30

Angstskrig er til gengæld ikke gamle røvhuller. De spiller black’n’roll og har lavet en sang om Platons Hulelignelse.

Suicidal Tendencies

Helviti 3:30

Copenhell er både en festival for metal og for punk. Og det er godt for Suicidal Tendencies, for de er kendt for at spille begge dele, men mon ikke de mest har punk med til os i år. Det er tredje gang, bandet spiller på Copenhell, og jeg så dem faktisk spille på den første Copenhell i 2010. De snakkede meget om at skate i tomme swimming pools. Man kunne mærke, at det at skate i tomme swimming pools vitterlig var noget, der lå forsangeren meget på sinde.

Ugly Kid Joe

Hades 5:15

I de glade 90’ere, dengang MTV stadig spillede musik, havde Ugly Kid Joe et hit med sangen (I Hate) Everything About You. Dette ekstatiske stykke partyrock blev spillet konstant, og er et af mine muntre minder fra musikhistorien.
Nu skal man ikke tro, at Ugly Kid Joe bare var et One Hit Wonder, for de havde nemlig også et hit med Cats in the Cradle, som de dog ikke havde skrevet selv. Det kom bag på mig, at de havde spillet musik siden da, men jeg glæder mig til nostalgi-trippet og til at skråle med på Everything bout You.

Dizzy Mizz Lizzy

Helviti 6:15

Dizzy Mizz Lizzy er et af de helt store danske klassiske rockbands, der var fast tilbehør til 90’ernes ungdomsfester og teenageværelser. Jeg er sikker på, at der er mange, der har glædet sig til at stå på en metalfestival og synge med på Silverflame, Waterline og Love is a Losers game.

Gloryhammer

Hades 8:00

Gloryhammer spiller powermetal. Deres tekster fortæller en historie om helte, der rider på enhjørninge, og tæver den onde hær af kaosvæsener med den magiske hammer. I rummet. Jeg kan ikke forestille mig noget mere smukt.

Metallica

Helviti 9:30

Og når man så har fået armene ned efter at have hørt at Metallica skal spille på Copenhell, melder spørgsmålet sig, præcis fra hvilken del af deres lange og noget svingende karriere har de tænkt sig at vælge deres sange? Metallica-fans elsker at diskutere hvad der er det essentielle Metallica, men de fleste er enige om, at tiden før det sorte album er langt at foretrække frem for tiden efter. Det sorte album er også kendt som Metallica, og det er det med Nothing Else Matters og Unforgiven på. Og de to numre er jo ikke hidsig thrash, men derimod rock-ballader, der blev spillet endog meget højfrekvent på MTV i sin tid, og blev lyttet til af folk, der ikke var die hard metallere. Med andre ord: folk, der ikke kunne nævne tre sange med Metallica.
Det sorte album er dog et fedt album, selv om jeg ville foretrække, at de spillede Masters of Puppets fra ende til anden og så spillede One og Mercyful Fate som ekstranumre.
Det kommer nok ikke til at ske, men ud fra granskning af setlister ser det ud til, at de kommer til at spille fem sange fra Ride the Lightning, tre øvrige gamle sange, fem sange fra Metallica, og tre nye, så vi kan ånde lettet op.