5 forklaringer på navne på bands, jeg ikke skal høre på Copenhell i år.

5. Denial of God

Nu har jeg spurgt internettet, der jo ellers ved alt, og der er ingen forklaring på, hvorfor Danmarks ældste blackmetalband kalder sig selv for Denial of God. De er ellers så gamle, at de begyndte at spille, før det blev alment kendt, at norske stavkirker var brandbare, så måske er det bare nedfældet på pergament et sted.

Derfor vil jeg komme med et kvalificeret gæt. Bandet blev grundlagt af de to brødre Ustumallagam og Azter i 1991. Jeg tror, at da brødrene skulle døbes, og moderen slæbte dem op til døbefonten, og så sagde præsten nej, man kan altså ikke hedde Ustumallagam og Azter. Og således oplevede brødrene: Afvisning af Gud — Denial of God

Men de spiller en groovy form for blacket horrormetal, som nok er det, jeg havde glædet mig mest til at høre på dette års Copenhell, så jeg krydser horn, indtil det gør helt ondt i hænderne, for at de skal rejse sig fra graven og vende tilbage til næste år.

4. Kiss


Kiss er sådan et band, der ser lidt fascinerende ud på afstand, men som bliver stedse mere skuffende, jo tættere man kommer på dem.
Tag for eksempel navnet. Man tror, de har et rigtig sejt navn, hvor Kiss står for Knights In the Service of Satan. Men det gør det bare ikke. Det er simpelthen bare Kiss som i et kys, og forklaringen på navnet er, at trommeslageren, Peter Criss, havde spillet i et band ved navn Lips og så kom guitaristen, Paul Stanley, til at tænke på navnet Kiss. Man kunne tænke sig, at hvis Kiss havde brudt op og resterne så fundet en ny bandkonstellation, ville de have kaldt sig for Tongue. Hvis de så bare bare havde fortsat den kæde, indtil de var kommet til Skullsucker, så ville de have haft et fedt navn.

De er heller ikke nazister. To af medlemmerne er endda jøder, men alligevel skriver de navnet Kiss med SS-runer. I hvert fald i lande, hvor det er tilladt at skrive sit navn med SS-runer. I lande som Tyskland, Østrig og Israel er de nødt til at stave Kiss med rigtige s’er.

Og så optræder de i sort og hvid ansigtsmaling og kostumer, så de ved første øjekast ligner nogen, der kommer fra Norge og spiller grum black metal. Men det er falsk varebetegnelse, for de spiller egentlig bare rock, der ikke er særlig heavy.

Og her er lidt bonusinfo. Gene Simmons ville engang sagsøge King Diamond, fordi hans ansigtsmaling lignede Gene Simmons’ ansigtsmaling, som han havde registreret copyright på. Det er meget svært at være mindre metal end det. Det er så svært at være mindre metal, at hvis Justin Biebers kønshår og Gene Simmons lavede en konkurrence om at være mindst metal, så skulle Justin Biebers kønshår virkelig strenge sig an for at have en chance.

3. Iron Maiden


Navnet kommer af, at tilbage i firserne blev England hærget af deres premierminister, Margaret Thatcher, der knuste fagforeninger og slagtede den offentlige sektor. Derfor fik hun tilnavnet Iron Maiden, der både refererer til en mø med vilje af stål og et middelalderligt torturinstrument, der spidder og knuser sit offer, lidt ligesom Margaret Thatcher gjorde ved den offentlige sektor. Og derfor var der et punkband, der kaldte sig Iron Maiden efter hende for at gøre opmærksom på, at privatisering og neoliberalistisk amokløb er en dårlig ide.

Det ville være en ret fantastisk historie, hvis den var sand, men det er den bare ikke.

En dag i 70’erne sad Steve Harris, grundlægger, bassist, eneste stabile bandmedlem fra start til nu, og læste en bog ved navn The Man in The Iron Mask og tænkte: Iron Maiden, det er da et fedt navn til et band. Historien melder intet om, om han nogensinde fik læst titlen og resten af bogen færdig, så han fandt ud af, at de skulle hedde Iron Mask i stedet for Iron Maiden.

Iron Maiden laver to slags album: deres rigtig fede album fra firserne og så de album, der egentlig ikke er dårlige, men bare giver en lyst til at høre de rigtig fede album fra firserne i stedet for. På samme måde laver de to slags turneer: en, hvor de promoverer deres nyeste album, og så en, hvor de giver fansene det, de vil have, og spiller alle de gamle hits fra de fede album fra firserne. Den koncert, vi ikke hører på Copenhell i år, var en go’e gamle hits-koncert, så vi var garanteret en sublim oplevelse, en af de bedste koncerter man kan tænke sig, med akkurat samme setliste som sidste gang Iron Maiden spillede på Copenhell.

2. Judas Priest


Yes. Judas Priest, det må da have en masse med Satan at gøre. Tænker man. I virkeligheden er Judas Priest en måde at bande på fra gamle dage, hvor man var for velopdragen til at sige Jesus Christ.

Men det var ikke det, de oprindelige Judas Priest-medlemmer tænkte på, da de valgte navn. De tog nemlig deres navn fra en sang af Bob Dylan, helt præcist The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Nu var det helt tilbage i 1969, en mere naiv og tolerant tid, hvor det at referere til Bob Dylan-tekster faktisk var socialt accepteret. Men den reelle betydning af navnet fortaber sig i hashtågerne, ligesom den oprindelige besætning blev tabt på vej hen mod den første pladeindspilning.

Judas Priest blev dengang kørt i stilling som de nye Black Sabbath af deres producer, Rodger Bain, der havde været Black Sabbaths producer på deres første tre album. Judas Priest ville hellere være sig selv, og Rodger Bain var kun producer på deres første album, Rocka Rolla. Bandet holdt så lidt af Rocka Rolla, at forsangeren, Rob Halford, senere opfordrede deres fans til at brænde albummet. Hvilket jeg finder meget forkasteligt. Tænk på, hvor meget sådan en plade forurener, når den brænder.

Senere skulle Judas Priest blive centrum for verdenshistoriens mest absurde retssag, hvor de blev sagsøgt, efter to unge mænd skød sig selv efter at have lyttet til et Judas Priest-album. De blev beskyldt for at have indspillet ordene “Do it” baglæns i en sang. Jeg tror altså, at de eneste, der kan finde på at indspille hemmelige beskeder baglæns på plader, er de folk, der lever af at sælge dig en ny pickup, efter du har smadret den gamle på at køre dine plader baglæns.

Judas Priest bliver kun bedre og bedre med årene, og de har lavet et par rigtig fede skiver, siden sidst de spillede på Copenhell. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne skrive, at de kommer og spiller til næste års festival.

1. Mercyful Fate


Vi ved helt præcist, hvorfor Mercyful Fate hedder Mercyful Fate. Det gør de, fordi det var det, den daværende managers kæreste foreslog, dengang bandet opstod af resterne af punkbandet Brats. Vi ved bare intet om, hvorfor hun synes, at det var et passende navn. Det kan være, at hun prøvede at kapre en plads i Guiness Rekordbog for ironi, eller blot forvekslede bandet med et andet, for hvis der er noget, der ikke er i Mercyful Fates tekstunivers, så er det Mercy. Hekse, Satan, forbandelser, hævn og mere Satan. Det er der i en sang af Mercyful Fate, men barmhjertighed, det ord har de altså ikke fundet i ordbogen endnu.

Forsangeren hedder som bekendt King Diamond. Det er der heller ikke en forklaring på, og King selv siger, at der ikke ligger nogen betydning i navnet. Men han tog navnet, da han var guitarist i bandet Brainstorm 5 år før Mercyful Fate, så måske refererer det til noget, der er tabt i historiens tåger. Guitarist Hank Sherman hed for eksempel Hank the Wank, inden han skiftede kunstnernavn.

Mercyful Fate har meldt ud, at de ville spille sange fra debut-ep’en og de to første album, altså materiale fra de tidlige firsere, inden de splittede op. Senere genforenede de sig, og udgav 5 album af meget varierende kvalitet. Det kan ikke udelukkes, at de har skrevet nyt materiale, som de så også ville spille til koncerten. Og deres kontrakt fra 90’erne lød på 6 album, så det kan heller ikke helt udelukkes, at der kommer et nyt album fra dem. De har for øvrigt ikke været opløst i denne omgang, de har bare ligget lidt på den lade side siden 1999.

King Diamond selv går også og barsler med et nyt album. Han har et studie i sit hjem, hvor han har puslet om albummet i rigtig lang tid efterhånden, så det kan blive helt perfekt. Sidste år udgav han en single fra det, så nu kan det komme hvert år det skal være.

Bonusinfo: Mercyful Fate har fortalt, at deres inspiration var Judas Priest. Og hvis man lytter til Judas Priest-sangen Saints in Hell, er det let at høre indflydelsen.

Jeg havde glædet mig til at høre Mercyful Fate. Jeg har hørt King Diamond en gang eller femten, og det er altid en fed oplevelse, selv om også han har en tendens til at hænge fast i den samme setliste. Men hvis skæbnen ellers er os nådig, mon ikke de kommer forbi Refshaleøen til næste år.

Skriv et svar