Min advokat mener, at jeg skal skrive, at jeg fortæller om en hjemmeside ved navn 1900hotdog, ikke Hotdog-apokalypsen. Selv om alle ved, at Hotdog-apokalypsen er et langt federe navn end 1900hotdog.
Men det er således, at min advokat får sådan et anstrengt blik i øjnene og begynder at hive efter vejret, hver gang jeg lufter ideen om at sende endnu et forslag om noget af sted til Seanbaby, 1900hotdogs grundlægger.
Så hvis nogen har undret sig over, at 1900hotdog hedder 1900hotdog og ikke noget langt federe, så er det altså derfor.
1900hotdog er som bekendt en humorhjemmeside, der kræver Patreon-medlemskab, og som blev startet op af Seanbaby i samarbejde med Robert Brockway tidligere i år. Indtil videre har de haft gæsteskribenterne David Wong og Chris Bucholz til at skrive enkelte artikler til hjemmesiden.
Hvis man nu har læst hver eneste artikel på humorhjemmesiden Cracked.com i løbet af de sidste ti år, vil man være meget velbekendt med de fire herrer, og man vil muligvis også være i gang med at savle en anelse. Hvis man ikke har, må man tage til takke med denne artikel, der introducerer de fire ryttere i Hotdog-apokalypsen:
4. Seanbaby.
Lyder også navnet Sean Riley. Vi ved ikke hvorfor. Han har skrevet internethumor så længe, at flyveøglerne fik ondt i vingerne af at skulle flyve rundt med de stenplader, hans første artikler blev mejslet i.
Hans hobbier inkluderer: ikke at skrige og tage flere bukser på, sparke motorblokke i stykker og eje masser af dumme ting. Og endelig skrive artikler, hvor han håner dumme ting. Seanbaby har i den tid, hvor han var skribent og senere redaktør for Cracked siddet og lavet en liste over 700 ideer til artikler. Og det er så de artikler, vi kan finde på 1900hotdog. De fleste af dem vil jeg gå ud fra han er kommet på ved at lukke øjnene, pege på sin bogreol og sige: Nu vil jeg håne dumheden i den bog der.
Her er en god gammel klassiker, hvor Seanbaby håner fire bøger til ældre mennesker.
www.cracked.com/blog/4-hilarious-self-help-books-crazy-old-people/
3. Robert Brockway
Intet kendt alias. Absolut intet kendt alias. Brockway har været skribent og redaktør for Cracked i løbet af 10’erne. Nu er han så medskyldig i at have begået hjemmesiden 1900hotdog.
Herudover har han skrevet adskillige bøger, de fleste står på hylden med science fiction. Jeg har læst noget af hans RX, en cyberpunk-roman, og kan sige, at de første 4 procent er ganske glimrende.
Brockway har skrevet lidt af hvert for Cracked, men nogle af de emner, han kredsede om, var netop science fiction og skrivekunst. Her er en artikel om, hvad man skal gøre ved skriveblokering:
www.cracked.com/blog/5-tips-punching-writers-block-in-face/
2. David Wong
Vidste du, at David er det mest udbredte fornavn i verden, og at Wong er det mest almindelige efternavn. Men at der ikke er nogen, der hedder David Wong. Det vidste Jason, da han skulle vælge sig et kunstnernavn. Og nu ved du det også. Wong ved en masse ting, og hans artikler er sædvanligvis mættet med information. Og links. Så mange links til kilderne til hans information.
Faktisk kan man engang imellem komme lidt i tvivl om, om Wong nu husker, at han skriver for en humorhjemmeside. Men hvis han ikke skulle huske det, hvem skulle så?
Wong har været chefredaktør og skribent for Cracked i over ti år. For tiden passer han sin forfatterkarriere, hvor “John Dies at the End”, en over-the-top-horror-komedie — tror jeg nok, man kan kalde den, men jeg havde det i hvert fald fornøjeligt med at læse med at læse den og dens efterfølgere, nok er det største hit. “John Dies at the End” er også filmatiseret.
Wongs interesserer sig for motivation og at kritisere underlæggende fortællinger i populærkultur.
Her er en artikel om motivation, som Cracked plejer at poste hvert år op til nytår.
www.cracked.com/blog/6-harsh-truths-that-will-make-you-better-person/
1. Chris Bucholz
Jeg kan ikke sige særlig meget om Chris Bucholz; feernes forbandelse var meget specifik på det punkt.
Men jeg kan godt fortælle, at manden er morsom. Og når jeg nævner det som det definerende træk i en artikel, hvor de tre andre gutter er så sjove, at de burde udstyres med advarselsmærkater for hjertepatienter, bærer det en vis vægt.
Han har også skrevet science fiction-bøger. Jeg har læst hans “Severance”, som dog ikke hører til blandt mine favoritter. Jeg synes, at hans artikel, der promoverede bogen, var langt bedre end bogen selv. Men endnu bedre end den artikel er:
www.cracked.com/blog/greatest-note-ever-left-dented-car/