7 gode råd til ikke at have for lidt Klassisk Rum Lego

Problemet med godt gammeldags rumlego er, at de ikke laver det mere. Hvis man vil have rumskibe i dag, så er man nødt til at købe Star Wars i stedet. Heldigvis findes der bricklink.com, en hjemmeside hvor man kan købe brugt lego. Man kan købe hele sæt, og man kan købe enkelte klodser. Men der er nogle fif, der er rare at kende, hvis man skal finde sig en rigtig god handel.

  1. Der er forhandlere fra hele verden. Det betyder jo også, at man skal huske at regne porto med i regnestykket. Samtidig er der forskel på, hvad det koster at sende pakker rundt om i verden. Man kan filtrere lande i de avancerede søgeindstillinger, hvis man for eksempel ved, at man ikke vil betale porto fra USA. Det bedste er at finde en dansk forhandler, der bor rundt om hjørnet og tilbyder afhentning. Det er dog de færreste forhandlere, der fortæller om deres adresse. Men man kan dog godt skrive og spørge, om det er en mulighed, nogle gange er man heldig.
  2. Husk det med småt. Bricklink har nogle regler, der sørger for, at folk ikke bestiller for små ordrer. Det er dog op til de enkelte forhandlere i hvor høj grad de vil bruge dem. Forretninger kan have en minimumspris, de vil have, at man køber for, og de kan have en gennemsnitslig pris per lot. Det betyder, at man skal købe for et vist beløb af en specifik klodstype, eller også må man købe for et højere beløb af en anden klodstype. Man slipper dog for hovedregningen, indkøbskurven på hjemmesiden skal nok selv fortælle, hvor man er henne i det her. Hvis forhandler har disse krav og man ikke møder dem, kan han lægge flere penge på. Endelig kan forhandler tage et gebyr for selve forsendelsen og man skal huske at der er gebyr på at betale med Paypal.
  3. Det er bedre at finde få forhandlere med masser af klodser og lave nogle store ordrer frem for at lave små ordrer hos mange forhandlere. Det kan naturligvis være lidt af en udfordring at finde den rigtige forhandler. Man kan prøve at skrive nummeret på en legoklods, man er interesseret i. Så skal man finde en forhandler, der ikke bor for langt (dyrt) væk, og har rigelige mængder af den legoklods. Man kan indstille søgemaskinen til at filtrere efter antal, så man ikke ser alle dem, der kun har en af den klods. Så går man ind på forhandlerens side, scroller ned til klodser i venstre side, skifter visningen til farver, og kigger efter hvad forhandleren har af klodser i den farve, man er ude efter. Det kan være lidt møjsommeligt, for de fleste forhandlere har mange forskellige klodser. Skift visningen til 100 visninger per side, så går det lidt hurtigere. Hvis det ser fornuftigt ud, kan man så gå i gang med at smide i indkøbskurven.
  4. Husk farverne. De første klassiske rumlegosæt havde farverne blå, gammel grå og transgul. Gammel grå hedder light gray på Bricklink og er en udgået farve. Den er erstattet af den farve, der hedder light bluish gray. Det betyder samtidig, at gamle udgåede klodser, som for eksempel de gamle rumvinger, kun findes i light gray, mens nyere klodser kun findes i light bluish gray. Og med light gray kan farven betyde noget for sjældenheden, hvilket betyder noget for prisen. Hvis man finder noget, der synes dyrt, kan man kigge efter den samme klods i sort. Transgul er også forholdsvis sjælden, hvilket ofte gør den dyr. Men alt der findes i transgul, findes også i transblå, der plejer at være noget billigere.
  5. Lav en wishlist.
    Hvis det er svært at holde styr på cirka 400.000 forskellige numre på legoklodser, kan man lave en wishliste på Bricklink. Når du har fortalt den, hvilke klodser du er ude efter, vil Bricklink fortælle dig, når du har fundet en af dem.
  6. Husk at købe rigeligt. Nogle klodser er så nyttige, at man ikke kan få for mange af dem. Klodser, der kan vippe, og klodser, der kan dreje, giver funktioner og mulighed for at bygge i skæve vinkler. Redskaber til minifigurer kan bruges til alskens pynt og så videre. Hvis man er i gang med en stor ordre og lige den klods, man ved man kommer til at bruge på mange måder, er der til en billig penge, skal man bare hugge til.
  7. Find det store forkromede overblik (på en anden hjemmeside)
    Bricklink har et katalog, hvor man kan få et overblik over hvad der findes. Men jeg foretrækker at bruge Brickset.com, hvis jeg skal kigge på hvad der findes af Lego.
    https://brickset.com/sets/theme-Space/page-1
    Så kan man for eksempel scrolle igennem til man ser et sæt og tænker, jeg kunne godt tænke mig at bygge noget i den retning. For eksempel 928, det arketypiske gamle rumskib. Så skriver man 928 i Bricklinks søgefelt, og trykker på set inventory. Så har man en liste over de klodser, sættet indeholder. og nu kender man nummeret på klodser, der kunne være interessante. Herfra kan man tilføje klodser til sin wishliste, og man kan gå i gang med at lede efter en forhandler. (Man kan naturligvis også bare købe 928 som sæt;)

Skriv et svar