Eller i hvert fald bandet bag forrige årtis bedste metalalbum. Det er ikke kun mig der siger det. Loudwire har udråbt Behemoths The Satanist fra 2014 som årtiets bedste album.
Nu har de naturligvis lavet andet end The Satanist, de har trods alt spillet siden halvfemserne. Derfor præsenterer jeg
5 punkter, der fortæller om Behemoth
Behemoth eller Nergal – Black eller death metal?
Behemoth er godt nok et band med fire medlemmer, men det er forsanger og guitarist Adam “Nergal” Darski, der er frontfigur og bagmand. Han kalder deres musik for blackened deathmetal. Hvilket jeg tror er noget han fandt på til et pressemøde, hvor han blev spurgt, om de spillede black eller death metal. Musikken har vitterlig udviklet sig, men der er ingen tvivl om, at de startede med at spille black metal. Så meget black at
De var på en tribute to Mayhem-skive
Og det giver ganske glimrende mening. Deres første skiver lyder som nogen, der prøver at lyde som om de kommer fra Norge. Ydermere er der på denne skive kun to bands, der ikke kommer fra Norge, nemlig Behemoth og Vader. Vader kommer ligesom Behemoth fra Polen. Vader er dog allerede garvede rotter på det her tidspunkt; de tog deres guitarer og begyndte at spille i firserne efter at have lyttet til det tidlige Slayer.
Det med Satan
Jeg har vist aldrig fundet en autoriseret forklaring på, hvorfor Behemoth valgte at kalde sig Behemoth. Oprindeligt er det fra Bibelen, fra Jobs bog, hvor gud taler om de to væsener Leviathan og Behemoth, som mennesket ikke kan tæmme. Det er enten to mytiske kaosvæsener eller henholdsvis en krokodille og en flodhest.
Men der er meget Satan i Behemoths tekster og album-titler. Vi skal også huske, at Behemoth kommer fra Polen, hvor Kirken har mere magt end i Danmark, og der måske er noget reelt at protestere imod. Nergal har været tiltalt for blasfemi for at have brændt en bibel på scenen, og taler varmt om lande, der har en mere moderne tilgang til ytringsfrihed.
Stadionbaskere og livealbum
Hvis du kun skal høre to album af Behemoth, er det her det andet. I slutningen af halvfemserne og op igennem nullerne udviklede Behemoth deres lyd og blev meget mere spændende. I mine ører lyder deres album for denne her periode noget overproducerede. Lyd er en personlig sag, andre vil antageligvis sige noget andet. Samtidig synes jeg at sangene på de givne album er noget ujævne. Endelig synes jeg at kunne identificere sange jeg ville kalde for stadionbaskere, altså sange, der er skrevet til at blive spillet live. Og de virker jo netop rigtig fede – live. Alt dette fører til, at man bør hoppe over deres studiealbum og finde et live-album i stedet. Og her er lyden mere rigtig. På dette album er der en cover-version af Turbo Negros I got Erection.
Og endnu en udgave af I got Erection
The Satanist
Som sagt har Loudwire udkåret dette album som årtiets bedste. Men bare vent til de skal kåre århundredets.
Her er åbningsnummeret med officiel video
Og hvad så nu?
Og hvad så nu?
Det er svært at overgå The Satanist, og det gjorde Behemoth heller ikke med I loved you at your Darkest i 2018.
Det nyeste udspil er denne single. Den er spændende, og man kunne ønske sig, at de ville arbejde noget mere i den retning.